Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Svineinfluenza vil ramme danske aktier

Danske aktier ventes at åbne i minus sammen med resten af Europa, på nervøsitet over konsekvenserne af svineinfluenzaen for børsnoterede virksomheder.

Europas ledende aktier, Dow Jones Stoxx 50-indekset, står til at åbne mandagen med et fald på ca. 1,3 pct. i forhold til slutkurserne fredag. Det er en direkte konsekvens af svineinfluenzaen.

Danmark er en af verdens største svineproducenter, men langt hovedparten af svineproduktionen sker via andelsselskaber, og påvirker derfor ikke direkte børsmarkedet. Alligevel vil danske aktier blive ramt.

"Der er ingen tvivl om at der vil komme en negativ effekt. Det så vi også ved udbrudet af SARS for nogle år siden, og det vil i stort omfang være landbrugsrelaterede- og flyselskaber der vil blive ramt," vurderer aktiechef Peter Kubicki fra Danmarks næststørste børsmægler, SEB Enskilda.

Fokus på ØK
I direkte relation til svineinfluenzaen vil investorer specielt have fokus på ØK, der henter hovedparten af sin omsætning fra landbrugsproduktion i Venezuela i Sydamerika.

"Der er endnu ikke konstateret svineinfluenza i Venezuela, men det er der i Mexico, der ligger ubehageligt tæt på, så der kan komme en negativ effekt på ØK," vurderer SEB Enskildas Peter Kubicki.

Også Auriga, der producerer kemikalier til skadedyrsbekæmpelse, kan blive indirekte ramt.

Peter Kubicki er dog ikke nervøs for effekten på lang sigt.

"Der er nok ingen grund til at gå i panik, men mere i at se mulighederne, for med SARS så vi faktisk at markederne kom meget hurtigt igen, da først nervøsiteten havde lagt sig," siger han.

 




Markedet lige nu