Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Styrken kan være på vej ud af aktierne

Markedet har indregnet de seneste måneders nyheder. Den positive stemning er intakt, men der er tegn på svaghed.

Fredag eftermiddag kom ugens vigtigste økonomiske signal fra de amerikanske indkøbschefer, hvor deres organisation ISM gennemførte den månedlige rundspørge til de store amerikanske virksomheder om deres syn på erhvervsklimaet.

Indikatoren, som tillægges stor vægt på grund af en historisk stærk forklaringsværdi, viste for anden måned i træk solid fremgang i den fremadrettede delindikator for nye ordrer. Scoren endte på 47 mod 33 for to måneder siden, og ordreindgangen er således tæt på en neutral situation (svarende til værdien 50). Dette er en meget positiv udvikling på blot to måneder, også selv om der kan være tale om en kortvarig korrektion for lageropbygning, der er blevet nedbragt for meget.

Efter offentliggørelsen fredag kl. 16 havde vi egentlig forventet et markant spring frem i aktierne, men det udeblev. Dette signal kan meget vel afspejle, at aktierne nu til fulde har indarbejdet de positive økonomiske nyheder, vi har fået de seneste måneder. Vi tolker det, som om styrken nu er på vej ud af markedet, hvilket understøttes af en relativt svag omsætning fredag, på trods af at aktiemarkedet endte i et lille plus.

Vi bemærker samtidig, at den generelle fremgang især blev trukket frem af nogle enkelte brancher, nemlig energi, råvarer, telekom og forsyningsvirksomhed. Mere konjunkturfølsomme brancher som banker, transport og ejendomsselskaber viste svaghed. Den positive stemning på aktiemarkedet er grundlæggende intakt, men vi ser altså flere og flere tegn på svaghed. Det toneangivende S&P 500 indeks holder sig fortsat omkring 850- 875 på tre uger.

Fokus på fire forhold

Den næste måneds tid vil der være fokus på fire forhold:

  1. Holder bedringen af kreditmarkedet?
  2. Transformeres opbremsningen i faldhastigheden i de ledende indikatorer – de såkaldte ”second derivatives” til egentlig økonomisk fremgang?
  3. Viser også de faktuelle, målbare økonomiske nøgletal forbedring?
  4. Og viser forbrugerne faktisk stigende forbrugsvillighed?

På det sidste punkt bliver det uden tvivl op ad bakke. Det ventes, at den positive forbrugseffekt af den store amerikanske skatterabat nu vil tone ud.

I marts faldt det private forbrug med 0,2 procent, og opsparingskvoten steg til 4,2 procent fra 4,0 procent i februar. Andelen af dårligere betalere inden for kontokort, billån, boliglån og almindelige forbrugslån er fortsat stigende, og samlet er de amerikanske forbrugere bagud med samlede rentebetalinger og afdrag på 800 milliarder dollar.

Modsat trækker fortsatte positive signaler: Conference Boards forbrugertillid er sprunget kraftigt fremad, men ligger fortsat på et ekstremt lavt niveau. Målingen af den aktuelle forbrugertillid var stort set uændret, mens de fremadrettede forventninger trak fremgangen, antageligt baseret på en forventning om, at den økonomiske nedtur er ved at bunde ud.

Også råvarepriserne fortsatte med at stige. Men både CRB Raw Industrial indeks og oliepriserne ser ud til at have stoppet de bratte stigninger. Den tyske erhvervstillid, målt af IFO, viser for første gang i lang tid et mindre plus på opfattelsen af den aktuelle situation, mens den fremadrettede forventningsindikator som bekendt har vist fremgang de seneste tre måneder.

Bedring af kreditmarkederne

Meget af den positive stemning er uden tvivl baseret på en bedring af kreditmarkederne. Itraxx Crossover, som afspejler forsikringspræmien på europæiske erhvervsobligationer, har vist stigende optimisme den seneste måneds tid, og det har uden tvivl været med til at booste risikovilligheden blandt investorer, banker og erhvervslivet.

Itraxx Crossover ligger nu på samme niveau som november-december sidste år efter en periode på ca. fire måneder med ren istid på kreditmarkedet. Vores bundlinje er, at vi i Spekulationsporteføljen har valgt at bibeholde 40 procent af kapitalen i den svenske bear fond Xact Bear. Dette har indtil videre kostet et kurstab, men ikke så stort, som kursen antyder. På grund af den stigende svenske krone (som har givet en valutakursgevinst) er det samlede kurstab i danske kroner kun 5 procent på beholdningen af Xact Bear. Denne bevarer vi altså som en slags forsikringspræmie indtil videre.

Men vi må også understrege, at vi for Xact Bear er meget tæt på et stop loss, ikke mindst fordi solidt brud op gennem 875 for S&P 500 vil være et stærkt købssignal.

Få aktienyheder og handelsmails fra AktieUgebrevet - spar 40 procent på et kvartalsabonnement.

 




Markedet lige nu