Ejendomsmilliardæren Steen Larsen hører nu til kredsen af rige storaktionærer i velhaverbanken Capinordic. Til gengæld har Capinordic overtaget Steen Larsens bankinvesteringer.
25. april 2007, 03:30
Den unge velhaverbank Capinordic har fået en ny storaktionær fra finanshusets absolutte målgruppe. Ejendomsmilliardæren og Parken-storaktionæren Steen Larsen har således skudt 150 mio. kr. i kontanter i Capinordic, ligesom han har solgt et af sine investeringsselskaber Aktie- & Valutainvest ApS til Capinordic for aktier til en værdi af 82 mio. kr. Alt i alt ejer Steen Larsen herefter
7,95 pct. af Capinordic.
Aktie- & Valutainvest har aktiver for 272 mio. kr. bestående af blandt andet aktieposter i en række mindre og mellemstore pengeinstitutter. Selskabet ejer således en tredjedel af Alm. Brand Pantebreve, næsten ti pct. af både Hvidbjerg Bank og Vordingborg Bank, godt syv pct. af DiBA Bank, omkring fem pct. af Lollands Bank samt mindre aktieposter i Lokalbanken i Nordsjælland og Salling Bank.
»Vi synes, at aktivsammensætningen med en række ejerandele i pengeinstitutter er interessant. Vi tror, at der måske kan etableres samarbejder, der kan være til gavn for os og de pågældende pengeinstitutter, hvis de vil. Nogle af pengeinstitutterne har måske ikke udvikling af egne produkter. Nogle er måske ikke koblet op til fondsbørsen eller OMX. Så der kan indgås forskellige strategiske alliancer, hvis der er en gensidig interesse,« siger Capinordics koncerndirektør, Lasse Lindblad der har stået for kontakten til den mediesky Steen Larsen
»Vi kendte ham lidt i forvejen og har lavet lidt småforretninger med ham, og efterhånden som vi kom tættere ind på hinanden, syntes vi, at der var en række spændende forretningsmuligheder i nogle af de aktiviteter, Steen Larsen har, og nogle af de tilbud og i det koncept som Capinordic repræsenterer. Så synes vi, det var naturligt, at Steen Larsen blev storaktionær, og det har vi arbejdet på i den sidste måneds tid,« siger Lasse Lindblad, som dog påpeger, at Steen Larsen hverken bliver medlem af Capinordics direktion eller bestyrelse.
Udover kapitaltilførslen fra Steen Larsen har Capinordic fået tilført 240 mio. kr. i kontanter fra eksisterende og nye aktionærer.
Capinordics ejerkreds tæller blandt andre Lindblad selv og hans kollega Steen Bryde, Keops’ stifter og hovedaktionær Ole Vagner, it-milliardæren Erik Damgaard og finansfolkene Aldo Pedersen og Peter Forchhammer.

































