Aktieugebrevet forventer, at denne uge vil byde på den afgørende test af, om aktierne skal på endnu en dyb nedtur og teste den gamle bund - eller om aktierne skal videre op herfra: Ugebrevet forventer fortsat det positive scenarie.
30. marts 2009, 09:52 – opdateret 2. november 2010, 13:49
I første runde bliver det helt afgørende, at det toneangivende amerikanske S&P 500 indeks gennemfører en vellykket test af det mellemlange 50 dages glidende gennemsnit omkring 775-790 – mod fredagens lukkekurs 815. Det giver mulighed for en yderligere korrektion ned på ca. 3-4 procent, og det vil vi finde helt naturligt. Faktisk finder vi det meget sundt, at aktierne ikke blot tordner videre op herfra efter tre uger med en samlet kursstigning på ca. 20 procent.
Fredagens fald med ca. 2 procent på det amerikanske aktiemarked skete desuden under meget tynd omsætning. Og det afspejler antageligt, at flertallet har på fornemmelsen, at der blot er tale om en kortvarig korrektion ned, før aktierne fortsætter opad.
Vi bemærker også, at halvlederindeks (sox.x) er kørt meget stærkt frem de seneste uger, så det nu ligger på niveau med september-oktober sidste år. Det kan være et meget vigtigt signal, da netop halvlederindeks ofte har været en meget tidlig ledende indikator for ny fremgang på aktiemarkederne og i den brede økonomi.
Samtidig lægger vi meget vægt på, at nervøsitetsindekset VIX nu for alvor er ved at bevæge sig ind på roligere vande. VIX ligger nu til det første markante brud ned gennem 200 dages glidende gennemsnit siden august-september sidste år. En bekræftelse vil for alvor kunne lokke flere store professionelle investorer på banen.
Positive makroøkonomiske signaler
Vores positive syn på aktiemarkederne understøttes også af en række positive makroøkonomiske signaler.
- For det første fortsætter både olie- og råvarepriser med at stige, og det tyder på, at faldet i industriproduktionen nu er under stabilisering.
- For det andet er der stigende tro på, at hjælpepakkerne begynder at virke, ikke mindst det seneste udmeldte opkøb af dårlige bankaktiver i USA, samt positive effekter af lavere korte renter.
- For det tredje er der nu klare signaler på, at det amerikanske boligmarked er under bedring: De seneste data viste en stigning på nystartede boliger med 22 procent, salget af eksisterende boliger steg 5 procent, og FHFA prisindeks for ejerboliger viste den største stigning på en enkelt måned i indeksets historie.
- Endelig viste PMI (indkøbschefer) indeks for flere af de store europæiske økonomier overraskende fremgang i sidste måned.
Vi forventer, at markedet nu vil spejde efter økonomiske signaler, som bekræfter den seneste tids positive udvikling. Allerede i denne uge kommer der en stribe meget vigtige nøgletal, som kan give et fingerpeg om retningen: Der kommer forbrugertillid fra Conference Board, ISM fra de amerikanske indkøbschefer, og data for nyanmeldte arbejdsløse (nonfarm payrolls).
Fortsat svagt kreditmarked
Vores største bekymring p.t. er, at det europæiske kreditmarked for erhvervsobligationer fortsat ligger meget underdrejet. Som bekendt følger vi iTraxx Crossover, som indikerer prisen på en forsikring mod konkurs på de underliggende virksomhedsobligationer, og denne forsikringspræmie er på det seneste ikke faldet nævneværdigt.
Vi anser en bedring i kreditmarkedet som en forudsætning for, at aktiemarkederne kan fortsætte meget højere op. Hvis kreditmarkedet forbedres stille og roligt, og hvis denne uges økonomiske nøgletal ikke skuffer for meget, ser vi mulighed for, at S&P 500 indeks kan stige op mod 875-900 niveau, altså ca. 10 procent.
Vi bemærker samtidig, at det danske aktiemarked den seneste måned har opbygget et ganske betydeligt efterslæb til de udenlandske aktiemarkeder. Bekræftelse af bruddet op gennem 20 dages glidende gennemsnit for C20 indeks burde kunne føre de danske storaktier hurtigt op mod 50 dages glidende gennemsnit, som de fleste udenlandske aktieindeks allerede har brudt. Det vil altså give grundlag for en stigning fra ca. 232 til ca. 249, eller 5-6 procent.
Få aktienyheder og handelsmails fra AktieUgebrevet:
Spar 40 procent på et kvartalsabonnement.






























































