Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Stærk kritik af ny skatteteknik på aktier

Den nye metode til beskatning af investering i unopterede aktier via et selskab er ubrugelig, mener revisorer.

Skatteminister Kristian Jensen (V) vil ændre investeringsselskabers skat på unoterede aktier som en del af skattereformen, men med teknikken i det nye lovforslag kan ministeren lige så godt fugte pegefingeren og stikke den op i luften. Det skriver Børsen.

Når den indre værdi i selskabet bliver målestokken, så bliver skatten fuldstændig tilfældig for aktionærerne i de selskaber, der har investeret i de unoterede aktier, vurderer Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, FSR, der går til hårdt angreb på lovforslaget i et nyt høringssvar.

»Det virker lidt grotesk, for de reelle handelsværdier rammer meget sjældent den indre værdi i regnskabet. Det er bestemt ikke noget godt mål for beregning af en skattemæssig fortjeneste, og det har man også erkendt i tidligere skattereformer, eksempelvis dengang man indførte beskatning af unoterede aktier hos personer,« siger Judith Skou, underdirektør i FSR.

Sagen er, at der bliver indført løbende beskatning, altså såkaldt lagerbeskatning, når nogle investorer via et selskab køber unoterede aktier. Det vil sige, at investorerne bliver beskattet af værdistigningen, når året er gået, selv om aktierne slet ikke er solgt.

Men problemet bliver meget værre, når skatteministeren så vil bruge aktiernes indre værdi i regnskabet som målestok for aktiernes handelsværdi, som skatten skal beregnes ud fra. Den metode er valgt, fordi aktier er svære at værdisætte, når de ikke er noteret på en børs.

Ifølge FSR er den indre værdi stort set aldrig lig med den reelle handelsværdi.

 




Markedet lige nu