Solid stigning med Vestas i front

Vestas har vendt de senere dages nedtur og ligger med en pæn stigning, mens G4S falder tilbage oven på sin regnskabsaflæggelse. C20-indekset ligger over middag 0,93 pct. højere i 374,46. De europæiske aktieindeks ligger med stigninger i omegnen af en halv procent.
- Ellers vil der være en del fokus på de makroøkonomiske offentliggørelser og afventende handel frem mod tirsdag aftens FOCM-møde i USA, udtaler aktiehandler Tina Georgi fra Jyske Bank til RB-Børsen.
Vestas ligger over middag 1,9 pct. højere i kurs 268,7. Finanshuset Nomura har sænket sit kursmål på Vestas-aktien fra 445 kr. til 390 kr. og fastholder anbefalingen "køb".
G4S falder 2,2 pct. til kurs 22,3 kr. efter sit regnskab. Den dansk-britiske sikringskoncern G4S kom ud af 2009 trods finanskrise med en fremgang i omsætningen til 7 mia. pund (ca. 57,2 mia. kr.) fra 6,5 mia. pund. Den organiske vækst blev 3,7 pct. mod 9,5 pct. i 2008. Driftsoverskuddet (PBITA) steg til 500,3 mio. pund fra 454,8 mio. pund. G4S venter en organisk vækst i 2010 som i 2009.
- Regnskabet er helt som ventet, hvor G4S fremviser en organisk vækst, der er højere end konkurrenternes. Væksten har været høj på nye markeder, og G4S har nydt godt af koncernens mange offentlige aftaler, udtaler aktieanalytiker Lars Terp Paulsen hos Jyske Bank, der har en "akkumuler"-anbefaling på aktien.
NKT ligger tirsdag over middag 1,0 pct. højere i kurs 309,1. Den britiske NKT Flexibles-konkurrent Wellstream har i sit årsregnskab meddelt, at den ser gode langsigtede udsigter for branchen, men aktien falder 1,4 pct. på regnskabet.
A.P. Møller-Mærsk stiger 0,1 pct. til kurs 42.690. Olieproduktionen i Nordsøen faldt en smule i februar, da der blev produceret 225.600 tønder olie om dagen fra DUC-felterne, mens der i januar blev produceret 230.300 tønder. Produktionen er markant lavere end i februar 2009, da der blev produceret 246.200 tønder per dag. A.P. Møller Gruppen ejer 39 pct. af DUC.
FLSmidth stiger 0,2 pct. til kurs 378,2. Finske Outotec, der konkurrerer med FLSmidth om at levere udstyr til mineindustrien, har vundet en lille ordre i Kina til 15 mio. euro.
Danisco ligger over middag 1,2 pct. højere i kurs 398,7. Aktien får hævet kursmålet af Credit Suisse fra 275 kr. til 350 kr. Den schweiziske storbank har fortsat anbefalingen "underperform" af aktien. Enzym-konkurrenten Novozymes stiger 1,8 pct. til kurs 604,5.
Lundbeck ligger 0,2 pct. højere i kurs 99,65. Medicinalkoncernen har påbegyndt det første japanske kliniske fase II-studie med desmoteplase til behandling af blodpropper. Studiet er påkrævet for at opnå godkendelse af stoffet på det japanske marked. I 2009 gennemførte Lundbeck et fase I studie med omkring 30 raske frivillige japanere, hvor der ikke blev observeret nogen sikkerhedsproblemer.
Bavarian Nordic falder 0,7 pct. til kurs 215,5. Jyske Bank har hævet kursmålet for Bavarian Nordic-aktien til 245 kr. fra tidligere 220 kr.

 



Markedet lige nu