Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Søderberg ofres i A.P. Møller

Det lykkedes aldrig helt at komme ud af Hr. Møllers lange skygge.

Med syvmileskridt har den blot 48-årige Carlsberg-chef Nils Smedegaard Andersen overhalet alt og alle på Esplanaden, hvor landets suverænt største virksomhed A.P. Møller - Mærsk holder til.

Og fremrykket pensioneringen af skibsreder Jess Søderberg. Selv om Jess Søderberg var firmaets topchef i 14 år lykkedes det ham aldrig helt at komme ud af Mærsk Mc-Kinney Møllers lange skygge. Skiftet sker 1. december 2007.

Paladsrevolutionen kommer som en bombe. Nils Smedegaard bliver den kun fjerde topchef siden firmaets etablering i 1904, og han er den første, som hentes udefra. Så jo, på den post er han uprøvet. Men det er lidt på samme måde som med firmaets bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, som også kom ind udefra fra en post som topchef i forsikringsselskabet Topdanmark.

Det er frem for alt de to, næsten jævnaldrende, der skal føre A.P. Møller - Mærsk frelst igennem den nuværende krise i containerforretningen, og som skal konsolidere eller måske endog nedjustere de vækstambitioner, som Jess Søderberg har været bagmanden bag de seneste 10 år. Væksten er ikke slået fejl, men opkøbene har været problematiske, og det falder tilbage på Jess Søderberg. I meddelelsen nævnes specifikt kravet om en forbedret indtjening.

Den store masterplan er koncentreret omkring det stærke trekløver i formandsskabet og nøje afstemt med den snart 94-årige Mærsk Mc-Kinney Møller. I dette formandsskab sidder formanden Michael Pram Rasmussen og de to næstformænd Poul J. Svanholm og familien Mærsks repræsentant Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla. Meget tyder på, at Svanholm forlader bestyrelsen næste år, og det kan have presset skiftet på topdirektørposten igennem.

Smedegaard har siddet i A.P. Møller-bestyrelsen i et par år, og Mærsk Mc-Kinney Møller har givetvis haft kendskabet til Smedegaard på første hånd, idet Nils Smedegaard er gift med den tidligere Dansk Bank-chef Tage Andersens datter. Tage Andersen var i en årrække og næsten helt frem til sin død en af Mærsk Mc-Kinney Møllers nærmeste rådgivere.

Beslutningen om det meget overraskende direktørskifte på Esplanaden er sket hurtigt og konfirmeret på bestyrelsesmødet torsdag.

Bestyrelsesformand Pram Rasmussen lægger ikke skjul på, at det for bestyrelsen har været meget afgørende at få nyt, frisk blod ind udefra. Han lægger vægt på, at ledelsesteamet nu er lagt fast på en måde, så de enkelte topledere supplerer hinanden. Og Pram Rasmussen lægger heller ikke skjul på, at pensioneringen af Jess Søderberg kommer før tid.

"Vi tænkte anderledes," lyder Pram Rasmussens kommentar til spørgsmålet om, om ikke Søderbergs plan var at gå i 2009 og samtidig være med til at udpege sin egen efterfølger. Sådan blev det ikke. Bestyrelsen ville det anderledes.

Med Nils Smedegaards overraskende entre på Esplanaden er der også samtidig rykket godt og grundigt rundt på skibsrederne i toppen. Ved den seneste ændring i 2006 lod både Jess Søderberg og formanden Pram Rasmussen forstå, at Søderbergs efterfølger skulle findes i laget af skibsredere og direktører i Executive Board, som er den daglige ledelse.

Kronprinsen Eivind Kolding må nu se i øjnene, at han ikke bliver topchef på Esplanaden foreløbig. Samtidig skubbes "verdens bedste containermand" skibsreder Knud E. Stubkjær helt ud. Han har sammen med Eivind Kolding siddet med ansvaret for den problematiske containerforretning. Ud skubbes også skibsreder Tommy Thomsen, som på et tidspunkt også var i containerforretningen, og som i flere år også var et varmt bud som efterfølger for Jess Søderberg.

Så alt i alt ligner det meget en stor oprydning i containerforretningen. Selv om CEO-posten er gået Eivind Koldings næse forbi i denne omgang får han et kæmpeansvarsområde på Esplanaden med det overordnende ansvar for både containerforretningen og det ekspansive APM Terminals.

Der vil i de næste dage, uger og måneder blive spekuleret i Jess Søderbergs exit. Selv om sportsfanatikeren Jess Søderberg udadtil ligner en toptrænet atlet, så har det hårde arbejdsliv på Esplanaden trukket store veksler på hans fysik. Især ryggen har han døjet med. Men det har heller ikke været nogen stor hemmelighed, at forholdet mellem Søderberg og Mærsk Mc-Kinney Møller de senere år er kølnet noget.

Udadtil har makkeparret Pram Rasmussen og Jess Søderberg været ideelt, men noget tyder på, at netop de to ikke helt har været i balance i den seneste svære tid med containerforretningen. Og nu banker formanden så i bordet og kræver forandringer. Man kan godt sige, at Søderberg har tabt magtopgøret til Pram Rasmussen.

Søderberg bliver på Esplanaden indtil 1. december 2007, mens de to andre skibsredere Knud E. Stubkjær og Tommy Thomsen forlader firmaet om få dage. Så jo, det er dramatisk. Det er en paladsrevolution, vi har været vidne til.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu