Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Smedegaard: Vi var ikke klar til krisen

Den økonomiske krise udstillede for A.P. Møller - Mærsk, at selskabet fremover skal have en mere sund kapitalstruktur, end tilfældet var, da krisen skyllede over verdensøkonomien.

For selskabet havde ikke det nødvendige finansielle råderum til at gribe de muligheder, der eventuelt kunne byde sig. Det fortæller topchef Nils Smedegaard Andersen.

- Vi har realiseret, at vi under krisen ikke var i stand til at lave større opkøb, hvis nogle af vores konkurrenter skulle være ved at gå under og var til salg. Vi havde simpelthen ikke det finansielle råderum til det, sagde Nils Smedegaard onsdag i forbindelse med Den Danske Finansanalytikerforenings nytårsmiddag.

Udnyttede ressourcerne

Derfor skal selskabet ikke fremover være gearet så hårdt, som tilfældet var på vej ind i krisen, fastslog han. Den høje gearing skyldtes blandt andet en generel stemning i markedet om, hvordan kun stærkt gearede virksomheder for alvor forsøgte at realisere deres vækstpotentiale.

 - Vi fik tudet ørerne fulde om, at gearing er godt, og at hvis ikke man var gearet hårdt, så udnyttede man ikke sine ressourcer, lød det fra Nils Smedegaard Andersen.

Også NKT Holdings administrerende direktør Thomas Hofman-Bang har noteret sig, at tiderne pludselig ændrede sig - og holdningen ændrede sig med. Han husker, hvordan blandt andet storinvestoren ATP havde travlt med at skose virksomhederne for ikke at være gearede nok for nu at have indtaget det diametralt modsatte standpunkt.

Danfoss' administrerende direktør Niels B. Christiansen mener, at tiden rent kapitalstrukturmæssigt er mest gunstig for børsnoterede virksomheder, da de har nemmere ved at skaffe sig adgang til kapital på de finansielle markeder. Derfor har familieejede Danfoss efter krisen en mere konservativ tilgang til sin finansielle gearing.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu