Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Sælgerne har taget magten på aktiemarkedet

Den negative stemning er nu for alvor ved at bide sig fast.

På det amerikanske aktiemarked er de seneste fire måneders gevinster nu forsvundet. På det tyske aktiemarked er vi nået tilbage til i slutningen af august 2009. Der har været tale om hurtige og stærke kursfald, og udsalgene er sket under ganske stor omsætning.

Fredag var en helt særlig historie, da det amerikanske aktiemarked startede med at stige, men sluttede dagen med et dramatisk kursfald. Meget tyder dermed på, at psykologien er vendt på den måde, at kursstigninger nu anvendes til udsalg. Med andre ord: Sælgerne har taget magten.

Med fredagens lukkekurs i 1.073 for SP 500 har nedturen nu udviklet sig til at være kritisk. Dermed er der ved at ske et brud ned gennem en meget central støtte i 1.080-1.090, som samtidig svarer til 100 dages glidende gennemsnit.

Vi vil se et brud op gennem 1.110-niveau under solid omsætning, før vi er klar til at dømme korrektionen for overstået. Det tror vi dog ikke sker på den korte bane, da de økonomiske nøgletal fortsat skuffer og trækker nedad. Vi er dog meget indstillet på at lytte til markedets egne signaler, da vi for tiden befinder os i et tomrum uden entydige økonomiske signaler.

Dystert billede under overfladen

Indtil videre holder vi fast i, at den vestlige verdens økonomi igen er på vej ind i en opbremsning. Eksempelvis er antallet af nyanmeldte arbejdsløse nu igen stigende i USA.

Ugens data for ordreindgang for varige forbrugsgoder var også en spand koldt vand i hovedet på de økonomiske optimister: Der var ventet en fremgang på 2,0 procent i ordreindgangen efter varige forbrugsgoder. Men det blev kun til en fremgang på 0,3 procent. For ordreindgangen efter kapitalgoder excl. militærudstyr (som er en indikator for erhvervslivets investeringer) blev det et fald på 0,2 procent mod et fald på 3 procent i november.

Der er heller ikke meget at råbe hurra for i de overraskende stærke amerikanske BNP-tal for 4. kvartal 2009. Væksten blev i årets sidste kvartal 5,7 procent mod forventet 4,7 procent. En nærmere analyse af tallene viser, at 3,4 procentpoint kan forklares af lageropbygning i erhvervslivet, som må antages at have kortvarig karakter.

Stigende privatforbrug bidrog til BNP-væksten med 1,4 procentpoint, hvilket var mindre end de plus 2,0 procent i 3. kvartal. Samtidig var mere end halvdelen af væksten i det private forbrug trukket af stigende priser på forsyning til husholdningerne, det vil sige opvarmning, el, vand, affald og miljøafgifter. Mens billedet på overfladen var flot, vises altså et andet dystert billede bag facaden.

Kinas aktier styrer Vesten

Med til at understøtte den negative stemning på aktiemarkederne er dels de kinesiske myndigheders begrænsning af bankernes udlånsvækst, og dels forslag om en strengere myndighedsregulering af de amerikanske banker. Særligt nedkøling af den kinesiske vækst kan få betydning for aktierne fremadrettet, da Kina i høj grad er en dynamo. Vi vil derfor i højere grad end tidligere lade det kinesiske aktieindeks SSE composite indgå som en vigtig ledende indikator i vores analyser.

Netop SSE indeks har ligget underdrejet en længere periode, og det ligger lige nu på 200 dages glidende gennemsnit. Yderligere kursfald vil føre de kinesiske aktier i en langsigtet nedtrend, og det kan vise sig at være et meget vigtigt signal. SSE indeks begyndte nemlig den langsigtede optrend allerede ved årsskiftet 2008/2009 – og altså før de vestlige aktiemarkeder. Det kinesiske aktiemarked kan meget vel igen være styrende for de vestlige aktiemarkeder.

 




Markedet lige nu