Hvis man kan komme ind under virksomhedsordningen, slipper man med 25 procent i skat af sin investering i en vindmølle – eller i et hvilket som helst andet aktiv.
27. november 2009, 08:54 – opdateret 2. november 2010, 14:40
Det indgår i forudsætningerne ved nogle af de udbudte vindmølle-projekter. Men skatterådgiver Inge Nilsson fra Skatteinform advarer mod at føre den betragtning for vidt.
”I sidste ende bliver vindmøllerne pillet ned igen, og anparts- eller kommanditselskabet bliver opløst eller solgt. Så vil den samlede fortjeneste blive beskattet som personlig indkomst. Det undgår man naturligvis, hvis man straks investerer pengene i noget andet. Men meningen med investeringer er jo, at man skal trække penge ud til sig selv,” påpeger hun.
Hun fremhæver, at man sidder med en række risici – herunder den solidariske hæftelse, hvis der er tale om et kommanditselskab.
”Når skatten er betalt, skal der være en ekstra gevinst tilbage i forhold til andre investeringer. Ellers sidder man blot med risikoen uden at få noget for den,” lyder Inge Nilssons råd.






























































