19. oktober 2009, 06:33 – opdateret 2. november 2010, 14:34

Hvis man vil opnå et afkast, der er større end det, en bankkonto kan give, er man som investor også nødt til at påtage sig risiko. Det handler derfor ikke om at undgå risiko, men om at sammensætte investeringerne, så man løber den risiko, man gerne vil eller tør.

Og som altid – jo større risiko, jo større mulighed for gevinst.

Det er de fleste investorer klar over. Alligevel har f.eks. Roskildes Banks kollaps vist, at mange investorer havde satset hele formuen på denne ene aktie.                    

”Den risiko, investorerne i Roskilde Bank løb, var en usystematisk risiko, og den usystematiske risiko handler det om at slippe af med ved at sprede investeringerne,” siger finansrådgiver Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg.

Det betyder, at man skal undgå at være afhængig af en enkelt branche eller en enkelt valuta eller for den sags skyld en enkelt direktør.

”Det, man som investor derimod godt kan påtage sig, er risiko for, at aktierne generelt stiger eller falder, og renten stiger eller falder. Det er den risiko, der er i markedet og hænger sammen med det afkast, man kan opnå,” siger han.
Der findes et utal af aktivtyper, man som investor kan kaste sig over. Men hvis der er en tæt forbindelse mellem de forskellige aktivtyper, giver det ikke i sig selv en risikospredning at have forskellige aktivtyper. Man er også nødt til at se på, hvordan ejendomme, aktier, råvarer, valuta og en masse andre aktiver svinger i forhold til hinanden.

Ser man overordnet på det, så anbefaler Kim Valentin, at fast ejendom udgør 20-30 procent af porteføljen, og at resten udgøres af et miks af aktier og obligationer.

Hvor mange aktier

Hvor mange forskellige aktier man skal op på, før der er tale om en tilpas spredning af risikoen, er der ganske mange meninger om.

Overordnet skal man sikre sig en spredning ikke blot mellem selskaber, men også mellem brancher, og ligeledes mellem konjunkturafhængige og ikke-konjunkturafhængige selskaber.

På nettet kan man finde en række blogs, hvor risikobegrebet i forhold til aktier behandles. På Upsido.com anbefales det generelt, at aktieporteføljen indeholder mellem 8 og 20 forskellige aktier. Det giver en ret markant reduktion af risikoen i forhold til en enkelt aktie. Og ganske vist reduceres risikoen, jo flere forskellige aktier der er i porteføljen, men reduktionen er meget marginal, når man kommer over ca. 20 forskellige aktier. Er der f.eks. kun to aktier i porteføljen er standardafvigelsen – der udtrykker risikoen – omkring 40 procent. Med fire aktier er vi nede omkring 30 procent. Ved otte aktier omkring 25 procent. Ved 20 aktier omkring 22 procent, mens standardafvigelsen ikke kommer længere ned end 18-19 procent selv ved flere hundrede aktier. Det væsentlige er dermed at komme op på otte eller flere selskaber, som ikke i for høj grad er afhængig af de samme faktorer eller af hinanden.

Hvad med investeringsforeninger

Hvis man er ude efter at sprede sin risiko, er investeringsforeninger en af de muligheder, der skal overvejes.

”Investeringsforeninger løser forskellige opgaver, og en af dem kan være spredningsopgaven, men man skal gøre sig klart, at det er et omkostningsforøgende mellemled,” siger Kim Valentin.

Han peger også på, at man som investor ikke skal gøre sig forhåbninger om at investeringsforeningerne kan slå markedet.

”Hvis vi ser på en tidshorisont på tre-fem år, så kan investeringsforeningerne ikke slå markedet. Investeringsforeningerne giver mest mening i forhold til aktier, og som privat investor kan det være svært at få rebalanceret formuen. Her kan investeringsforeningerne være en idé, men det koster,” siger Kim Valentin.

Han foreslår investorerne at vælge de indekserede foreninger. De er kendetegnet ved at forsøge at følge et indeks, og samtidig er de mindre belastede af omkostninger, bl.a. fordi der jo ikke behøver at være et stort analyseapparat bag.

Hvor stor aktieandel

Hvor stor andelen af aktier skal være i en portefølje, afhænger af flere faktorer. For det første handler det om den enkeltes risikoprofil, men i det omfang man kan sige noget objektivt om det, kommer det i høj grad an på tidshorisonten. Det, der betyder mest, er, hvor lang tid der er, til man skal bruge pengene.
Der er ikke nogen entydig sandhed om, hvor stor aktieandelen bør være, men der er den relativt klare sammenhæng, at aktiekurserne fra år til år typisk svinger en del, og dermed er risikoen noget større end ved obligationsinvestering.
Det vil formentlig være fuldt ansvarligt at holde en meget stor aktieandel helt frem til ti år, før pengene skal bruges. Ser man historisk på det, kan der de seneste 50 år ikke findes eksempler på, at der er gået mere end ti år, førend tabet i selv de mest negative aktieår er indhentet. Hvorvidt det også vil gælde fremover, må man selv vurdere. 2008 har således med en halvering af aktieværdierne været det mest negative aktieår i Danmark i hele den periode, det er muligt at finde tal for,hvilket vil sige siden 1925.

Hvad med gearing

Gearing er grundlæggende en mulighed, der ganske markant kan øge indtjeningen, men med en tilsvarende høj risiko.
Bruges det f.eks. ved aktieinvestering, hvor værdien af en aktieportefølje bruges til sikkerhed for at kunne låne og udvide porteføljen, så er der en enorm risiko, man som investor skal forholde sig til. Der er mange eksempler på, at investorer i et stigende aktiemarked løbende har belånt stigningerne for at investere yderligere. Problemet er, at man da kun kan tåle et forholdsvis moderat fald i kurserne, før hele egenkapitalen er væk.

Man kan sagtens forestille sig en situation, hvor aktierne generelt er steget 50 procent, og investor løbende har belånt stigningerne til ekstra aktiekøb. Afhængig af gearingen har det måske givet investor et afkast på 200 procent. Men det farlige ved det forløb er, at selv efter kursstigningen sidder investor stadig med samme høje gearing. Hvis så markedet falder 20-25 procent, rammer dette fald en langt større portefølje og kan dermed fjerne både afkastet på 200 procent samt hele den egenkapital, der blev skudt i fra begyndelsen.