Klar risikoprofil og en gennemtænkt strategi er den bedste sikring mod turbulens på finansmarkederne, konkluderer fagfolk.
28. maj 2011, 06:00
De høje energipriser kan mærkes i budgettet hos mange husstande. Frygten for kraftigt stigende renter kan give søvnløse nætter. Og aktiemarkederne har slået voldsomt ud de seneste tre-fire år, hvilket kan aflæses i danskernes formuer. Derfor kan det være fristende at forsøge og opveje de negative udviklinger ved at investere kontra: Købe aktier i olieselskaber for at kompensere for de høje benzinpriser. Eller købe ’krisestærke’ valtuer som schweizerfrancen for at kompensere for tabet på vækstaktier.
Men private skal være forsigtige med tankegangen, advarer professionelle formueforvaltere:
»Som privat investor har du sjældent en tilstrækkelig stor formue til at opnå den nødvendige spredning. Derfor risikerer du at ende med en alt for høj risiko,« siger direktør og formuerådgiver Kim Valentin fra Finanshuset.
Lad os tage de høje energipriser som eksempel. Olie er en knap ressource, og en udbredt forventnig om fortsat høje priser som følge af knaphed og voldsom efterspørgsel fra vækstøkonomier som Kina og Indien kan gøre det fristende at investere i olieselskaber eller firmaer bag alternative energikilder som Vestas og Novozymes.
Men strategien er farlig, mener Kim Valentin:
»Ideen om at udnytte de høje energipriser og et skifte over mod grønne teknologier til at opnå et stort afkast kan være god nok. Problemet er, at du som privat investor sjældent har indsigten til at udpege de fem eller ti selskaber, som bliver drevet bedst og udnytter mulighederne dygtigst,« siger han og anbefaler i stedet private investorer at holde sig til de grundlæggende investeringsregler: Fastlæg din risikoprofil, læg en langsigtet strategi og hold så fast:
»Mange private investorer handler for meget og lader sig påvirke af stemninger. En god regel kan derfor være at vedtage en rutine, hvor man én eller to gange om året går sine investeringer igennem for at sikre, at de stadig passer til ens risikoprofil. Og så i øvrigt glemme alt om svingende kurser og energipriser og renter i mellemtiden.«
Olieprisen vil falde igen
Også hos Maj Invest - der indtil denne uge hed LD Invest - advarer administrerende direktør Jeppe Christiansen private mod at spekulere i - eller forsøge at kompensere for - eksempelvis stærkt svingende energipriser og renter:
»25 år i den her branche har lært mig, at fundamentals altid vinder. Og holder du dig til fundamentals, vil olien falde kraftigt igen. Det kan godt være, at der går 10 år, men store energikilder som solenergi og havmøller og biomasse vil i sidste ende tvinge prisen ned,« lyder hans vurdering.
Og Jeppe Christiansen mener ikke, at private skal satse sparepenge på at prøve og ramme ændringerne:
»Man skal ikke investere for at kompensere for forventede prisstigninger, men for at opnå et godt afkast på baggrund af en fornuftig risikospredning.«
På samme vis advarer han mod at spekulere i at kompensere for stigende boligrenter:
»Et hus er ikke en investering, men et hjem. Er du bekymret for renten, skal du overveje at ændre dit boliglån frem for at prøve og tjene pengene ind andre steder.«
Helt uden muligheder er den private investor dog ikke. Flere investeringsforeninger slår sig således helt eller delvist op på at agere modvægt til hovedstrømningerne i aktiemarkedet - se artiklerne om LD Invest Kontra og Sydinvest Afrika & Mellemøsten. Private kan i dag også gardere sig mod stærkt svingende elpriser ved at indgå fastprisaftaler som beskrevet i artiklen på næste side.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten