Det har hidtil ikke indgået i klagerne fra aktionærer i Roskilde Bank, at Finanstilsynet 25 gange påtalte bankens risikable udlån til blandt andet ejendoms-spekulanter.
19. marts 2009, 12:56 – opdateret 2. november 2010, 13:45
Cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum, som er medlem af Pengeinstitutankenævnet, opfordrer nu direkte aktionærer og kunder i Roskilde Bank til at fortsætte med at klage over banken til ankenævnet, skriver Dagbladet Roskilde. Opfordringen fra Carsten Holdum kommer, selv om nævnet har konkluderet, at der ikke kan gives erstatning for Roskilde Banks rådgivning i forbindelse med kunder, som har lånt penge i banken til at købe aktier for.
Men Forbrugerrådets cheføkonom mener, at aktionærer og kunder måske kan få medhold alligevel.
Carsten Holdums vurdering kommer blandt andet efter, at det kom frem, at banken ved en udvidelse af aktiekapitalen i 2007 intet nævnte for kunderne om, at der var foretaget massive udlån til ejendomssektoren, og at risikoen ved dette var kendt i banken. Blandt andet fordi Finanstilsynet gentagne gange havde påpeget risikoen over for såvel bankens direktion som bestyrelse siden 2005, hvor tilsynet havde givet banken 25 påbud.
- I de klager vi har behandlet i ankenævnet, har klagerne ikke inddraget dette aspekt. Og da ankenævnet kun tager stilling til indholdet af klagen, vil det være interessant, hvis nye klagere tog udgangspunkt i dette, siger Carsten Holdum.
Da Roskilde Bank i begyndelsen af 2007 udvidede aktiekapitalen med 126 millioner kroner, udsendte banken et revisorpåtegnet børsprospekt, hvor der intet stod om bankens massive engagement i ejendomssektoren, som på det tidspunkt udgjorde mere end 40 procent af bankens samlede udlån.
Tværtimod stod der i prospektet: Banken ønsker at sikre en fornuftig spredning af sine engagamenter på brancher. Det overvåges løbende, at der er en acceptabel risikospredning i udlånsporteføljen både på kunder og brancher.
Dertil kom, at bankens daværende direktør Niels Valentin Hansen i et personligt brev til bankens kunder direkte opfordrede dem til at låne penge til at købe aktier for. Heller ikke her stod der noget om, at Finanstilsynets havde påpeget bankens risikable profil siden 2005.
- Hvis en del af rådgivningen har været et børsprospekt, som ikke har været sandt, vil det indgå med vægt i en fornyet behandling i Pengeinstitutankenævnet, siger Carsten Holdum.






























































