Bella Center hører til blandt succesvirksomhederne. 2007 var godt, 2008 bedre, og 2009 bliver fantastisk, lover direktør Arne Bang Mikkelsen. Ikke desto mindre er børsværdien på kort tid styrtdykket med en mia. kr. Ejerne er hårdt presset af krisen.
20. februar 2009, 06:00
På trods af det bedste år nogensinde for Bella Center i 2008 og forventninger om et endnu bedre 2009 er aktiekursen på virksomheden styrtdykket. På få dage er luften gået ud af ballonen, og Bella Center-ejerne har mistet børsværdier for omkring en mia. kr.
Problemet er dog ikke Bella Center selv eller dets økonomi, men dets hårdt pressede ejere.
Ubemærket drattede Bella Center fra et kursniveau på 1.000 - 1.200 til kurs 250 i november uden konkrete oplysninger af nogen art for senere at lægge sig til rette på en officiel pris på 300 i januar 2009.
Bella Center-aktien er en meget sjældent handlet aktie, som er noteret på den lille OTC-børs i Horsens. Med dette voldsomme kursdyk forsvandt der pludselig børsværdier for omkring en mia. kr.
På finans- og ejendomsmarkedet fyger det med rygter om, at Bella Centers ejere er hårdt presset af den finansielle krise, og at der derfor ikke længere er nogen til at holde hånden under aktien.
Godt resultat
Direktør i Bella Center, Arne Bang Mikkelsen, siger:
»Jeg hører også disse rygter, men det er ikke noget, som på nogen måde berører Bella Center. Det eneste, der interesserer mig, er resultatet i Bella Center, og det går forrygende godt. 2008-regnskabet, som vi er ved at færdiggøre, er mindst lige så godt som året før, og 2009 bliver fantastisk. Det placerer os blandt de allerbedste kongrescentre i Europa. Byggeriet af hotellet (Bella Hotel til 1,5 mia. kr., som skal stå færdig i 2011,) kører planmæssigt og finansieres af Bella Center selv.«
De to største aktionærer i Bella Center er ejendomsmatadoren Michael Kaa Andersen og hans Proark-koncern og Carsten Berger fra Rudersdal-investeringsvirksomheden. Michael Kaa Andersens Proark og hans Ejendomsinvest ejer sammen med Morsø Sparekasse og Fagbyg, Horsens, omkring 80 procent, mens Carsten Berger har 17 procent.
Kilder oplyser til Berlingske Business, at den primære årsag til kursdroppet skyldes, at der ikke længere har været nogen til at holde en kunstig hånd under den meget illikvide aktie.
For Carsten Bergers Rudersdal-koncern betyder dette voldsomme kursdyk et regnskabstab på knap 200 mio. kr., og dermed har alene dette kurstab udraderet den i forvejen spinkle egenkapital. Rudersdal har derudover oplevet en række andre markante kursdrop, nemlig i Mols-Linien, Rella Holding med videre.
Nykredit styrer
Rudersdal afsluttede sit seneste regnskab ultimo september 2008, men det er endnu ikke offentliggjort. I følge Berlingskes kilder har bankforbindelsen Forstædernes Bank (i dag ejet af Nykredit) overtaget styringen af dette milliardengagement. Dette de facto ejerskab kan forklare det voldsomme kursdyk i november 2008.
Banken har nemlig ikke nogen fordele ved eller interesse i kunstigt opskruede børskurser, men har kun interesse i at komme af med aktieposten bedst muligt. Blandt andre finansierende banker i Rudersdal er EIK bank med lån på omkring 200 mio. kr. For den anden store ejer, Proark-gruppen, er situationen en lidt anden. Bella Center er at betragte som et associeret datterselskab i Proark-koncernen, og derfor berøres Proark ikke direkte af kursdykket på Bella Center-aktien. Det kan dog selvfølgelig blive meget relevant, hvis også Proarks ejerpost er til salg.
Proark er ligesom Rudersdal også aktiv på ejendomsområdet, men har tillige en række andre aktiviteter bla. Basisbank, landets største golfselskab, Galleri Veggerby, ligesom Proark-koncernen via Ejendomsinvest er landets største udbyder af kommanditselskaber til skatteplagede danskere.
Aktiviteter som over en bred kam har haft det meget svært i 2008.
Den kraftigt belånte Proark-koncern har endnu ikke offentliggjort 2008-regnskabet, men 2007-regnskabet viste en egenkapital på 1,2 mia. kr., en balance på 7,2 mia. kr. og dermed en svag soliditet på 18 procent. Forventningerne var fortsat kraftig vækst i 2008, og med de store problemer generelt på ejendomsmarkedet og i den finansielle sektor i 2008, kan den soliditet være yderligere forværret i 2008.
Det lykkedes ikke i går at få en kommentar fra Michael Kaa Andersen til kursdykket i Bella Center og udviklingen på ejendomsmarkedet.

































