Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Rekordafkast til investorerne i april

Sidste måned bød på en gigantisk indtjening til investorer i foreninger.

April bød på rekordafkast til de 850.000 danskere, der investerer gennem landets investeringsforeninger. Alt i alt tjente investeringsforeningerne lidt under 40 milliarder kroner til investorerne i april, oplyser InvesteringsForeningsrådet.

Særligt de danske aktieafdelinger var i hopla og sluttede med en stigning i omegnen af 20 procent. Dermed fik de cirka 160.000 danskere, der ejer investeringsbeviser med danske aktier, de bedste månedsafkast i nyere tid. Men de andre områder kom også stærkt igen: Brede afdelinger med europæiske aktier og globale aktier steg 11-14 procent. Kun aktier inden for bioteknologi skuffede.

Obligationsområdet udviklede sig også positivt. Danske obligationsafdelinger sluttede med små stigninger, men de bedste af de specialiserede afdelinger gav afkast på langt over 10 procent.

Efter en længere periode, hvor mange investorer har været lidt afventende med nyinvesteringer, bød april på fornyet appetit på investeringsbeviser. Samlet blev der købt investeringsbeviser i detailrettede afdelinger for næsten tre milliarder kroner. Det er det største nysalg af beviser siden april 2008.

Branchens samlede forvaltede kapital steg fra 649 milliarder kroner til 682 milliarder kroner. Stigningen på 33 milliarder kroner er den største i en enkelt måned i næsten fire år. 

 




Markedet lige nu