Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Qatar-olie redder Mærsk-regnskab

A.P. Møller - Mærsk er ved at blive indhentet af den økonomiske krise trods gennemsolidt kvartalsregnskab. Olieindtægterne overskygger alt andet. Investeringer fremover koncentreres om olien.

Selv ikke en solid gang olie jævnt fordelt over regnskabet kan skjule, at A.P. Møller - Mærsk er godt på vej ind i krisetider. For nok afleverede virksomheden onsdag et gennemsolidt kvartalsregnskab for årets første ni måneder, men lige under overfladen gemmer sig grimme konsekvenser af finanskrisen.

Aktiemarkedet havde umiddelbart svært ved at finde ud af, hvilken retning Mærsk-aktien skulle sendes ud på, men dagen endte alligevel med mismod og et fald på 3,6 procent, så aktien nu igen er presset ned under kurs 30.000.

Foreløbig holder Mærsk-gruppen forventningerne til 2009-resultatet for sig selv, og det betyder, at analytikerne i vid udstrækning er overladt til egne fornemmelser.

»Vi er ikke immune over for vanskelighederne globalt. Selvfølgelig rammes vi af den finansielle krise, men generelt er vi godt tilfredse med udviklingen i driften,« siger koncernchef Nils Smedegaard Andersen fra A.P. Møller - Mærsk.

God indtjening fra olien
Bundlinjen efter årets første tre kvartaler er en omsætning på 231 mia. kr. og et nettoresultat på 17,7 mia. kr. Det tal dækker over god indtjening fra høje oliepriser, en bedre udnyttelse af rederiets containerskibe og højere rater - lige indtil rederiet løb ind i den økonomiske krise.

For selvom det er vanskeligt at aflæse af kvartalsregnskabet, så står A.P. Møller - Mærks rederiaktiviteter i en særdeles alvorlig situation.

Containerrederiet var ellers ved at få styr på forretningen efter en gevaldig omstrukturering i den såkaldte StreamLine proces. Omkostningerne var reduceret og raterne pæne i første halvår.

Men krisen har siden fået forbrugernes indkøb til at synke, og dermed er der barberet væsentlige dele af fragtmængderne væk. I takt med lavere aktivitet i industrien rammes også andre forretninger f.eks. olie- og gastankskibe.

Det har fået A.P. Møller - Mærsk til at skrue ned for antallet af skibe på en række ruter, ligesom rederiet har sænket skibenes fart, dels for at spare dyr olie, dels fordi efterspørgslen er lavere end før. Samtidig returneres alle de indchartrede skibe, hvis der er mulighed for det.

Det negative billede er dog vanskeligt at aflæse i regnskabet - endnu i hvert fald. De tårnhøje oliepriser har lagt en behagelig bund under regnskabet. De første tre kvartaler var den gennemsnitlige oliepris pr. tønde således 111 dollar, 65 pct. over sidste års pris. I tredje kvartal faldt olieprisen dog 33 pct. og er siden fortsat ned.

»Vore olieaktiviteter er en god forretning, og det er et område, hvor vi besidder en række kompetencer. Det gør, at vi er blevet en interessant partner for en række lande. Det håber vi kan udvides fremover. Der er ikke tvivl om, at vi vil fortsætte vore investeringer i olieaktiviteter fremover,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Rederi eller ej
A.P. Møller - Mærsk har alle dage set sig selv som et rederi. Det faktum, at selskabet i stort set alle år har haft en stribe sideaktiviteter har ikke ændret på den selvopfattelse.

Men i takt med olieforretningens stadig større betydning for koncernens resultat, bliver det stadig sværere at kalde virksomheden for et rederi.

Alt tyder da også på, at A.P. Møller - Mærsk har blikket rettet stadig mere stift på at udvikle olieforretningen.

Først kom olieudvindingen i Nordsøen til. Siden har virksomheden investeret i olieudvinding i bl.a. Qatar, Algeriet og i det kaspiske hav med Qatar som den helt store pengemaskine.

Et af de seneste tiltag er en efterforskningsaftale med den amerikanske oliegigant Chevron om jagt på olie i den amerikanske del af den Mexicanske Golf. A.P. Møller har samlet gang i 15 efterforskningsbrønde og har skruet markant op for investeringerne i olieudvinding.

»Man må selvom man vil kalde os rederi, oliekoncern eller noget helt tredje. Vi har lang tradition inden for rederidriften, men må erkende, at olien i dag får stadig større betydning for virksomheden. Det afspejles også i mange af vore investeringer, som dels er direkte rettet mod olieudvinding, men også kan ses i de afledte aktiviteter,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Nye satsningsområder
De massive investeringer i nye lande og nye oliefelter betyder imidlertid ikke, at A.P. Møller - Mærsk er i færd med at skrue ned for satsningen i og omkring Nordsøen.

»Vi har al mulig grund til at fortsætte med at investere i Danmark, Norge og Storbritannien. Men det er klart, at vi har udpeget en række nye satsningsområder, bl.a. Brasilien og Angola, hvor vi arbejder sammen med partnere, og hvor vi vil satse fremover,« siger Nils Smedegaard Andersen.

Og finanskrise eller ej, der er masser af penge i kassen til investeringer.

»Vi har vore kreditfaciliteter på plads. Samtidig har vi et stærkt cashflow, og vi vil fortsætte med at foretage investeringer. Vi har ingen aktuelle planer, men er altid klar til at slå til, hvis muligheden byder sig. Vi har så stærk en egenkapital og så store pengestrømme, at det giver os nogle interessante muligheder,« siger Nils Smedegaard.

 




Markedet lige nu