Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Professor: Renten kan ramme nul

Renten drøner ned i stort set hele verden. I går sænkede både Den Europæiske Centralbank (ECB) og Danmarks Nationalbank renten stort. Men mere kan være på vej, forudser en ekspert, som ikke vil udelukke en rente på nul procent.

En rente på bare nul procent eller meget tæt på. Sådan at der i princippet slet ikke skal betales så meget som fem øre renter på lån.

Det kan blive virkelighed – også herhjemme og inden længe.

»Det er muligt, at renten kommer meget tæt på nul. Måske bliver den ikke 0,0 procent, men en rente på 0,25 procent eller 0,5 procent er en mulighed,« siger Jesper Rangvid, der er professor i økonomi ved Handelshøjskolen i København.

Superbillige prioritetslån

Han tilføjer endda, at man godt kan forestille sig, at renten på bankernes særlige prioritetslån nærmer sig nul procent. Renten på disse lån fastsættes nemlig ud fra den korte rente hos Danmarks Nationalbank plus et tillæg, der typisk er på 0,5 procent. Så hvis renten hos Danmarks Nationalbank skulle blive sænket til eksempelvis 0,5 procent, kan renten på denne låneform falde til 1,0 procent.

»Man kan også godt forestille sig, at renten på korte ét-årige obligationer, som bruges til realkredittens flex- og rentetilpasningslån, falder til måske bare 0,25 procent i en periode. Derimod er det usandsynligt, at renten på bil- og forbrugslån i bankerne kommer så langt ned. Dertil er de alt for høje allerede i dag,« siger Jesper Rangvid.

Hvis renten i Danmark skal nærme sig de interessante 0,0 procent, kræver det, at også Den Europæiske Centralbank (ECB) sætter sin rente ned mod nul, eftersom Danmark skygger ECBs renter for at holde kronen klistret så tæt op ad euroen som muligt.

Centralbankchef afviser

Indtil videre har ECBs centralbankchef, Jean-Claude Trichet, dog afvist, at banken som USA og Japan vil sænke renten til nul procent eller noget, der er tæt på.

»Men ECB kan blive tvunget til det. Det vigtigste mål er nemlig at holde inflationen tæt på 2,0 procent på mellemlangt sigt. Men lige for tiden er inflationen pænt under denne grænse. Fortsætter inflationen med at falde, fordi europæisk økonomi udvikler sig meget dårligt, kan ECB blive presset til at sænke renten for at øge inflationen og undgå en periode med deflation, hvor priserne falder,« siger Jesper Rangvid.

Hvis renten begynder at nærme sig nul procent, vil det sandsynligvis være, fordi priserne falder, og Europa får deflation. Det vil sige, at realrenten, som viser renten minus inflation, fortsat vil være positiv. Det vil med andre ord fortsat koste penge i reale termer at låne penge, ligesom det fortsat vil give et positivt afkast før skat at spare op, selv om renten blev nul procent. Deflation er nemlig udtryk for en periode, hvor priserne falder og stribevis af forbrugsvarer bliver billigere. I den situation vil købekraften af formuer og opsparede midler vokse, selv om renten er på nul procent.

Omvendt vil gæld blive dyrere at betale tilbage, hvis de faldende priser også presser lønnen ned. En sådan udvikling er lidt af et økonomisk mareridt, eftersom flere så får problemer med at betale deres gæld. Det kan give både banker og realkredit så store tab, at de vil blive truet på livet.

»ECB vil da også gøre ganske meget for at undgå, at Europa havner i en sådan situation. Men skulle den alligevel opstå, måske efter at den har sænket renten så meget, som det kan lade sig gøre, så har den stadig mulighed for at købe obligationer op på markedet og derved presse de lange renter ned, sådan som også USAs centralbank, Federal Reserve, har gjort det på det seneste,« siger Jesper Rangvid.

 




Markedet lige nu