Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Private snydes for millioner på aktiemarkedet

Det er tilsyneladende svært for private investorer at læse aktiemarkedets bevægelser rigtigt.

De udenlandske investorer har siden marts 2009, da det danske aktiemarked ramte et lavpunkt, købt danske aktier for 95,6 mia. kr. Men i samme periode har de private danske investorer netto solgt aktier for 12 mia. kr.

Det betyder ifølge Nykredit, at de er gået glip af et potentielt merafkast på 2,6 mia. kr., fordi det danske aktiemarked i de forløbne måneder er steget med mere end 92 procent, skriver økonom Johan Juul-Jensen i en analyse, som konkluderer, at finanskrisen har gjort danskerne til nettosælgere af aktier i et stigende aktiemarked.

"De betydelige aktiekursfald, der fulgte udbruddet af finanskrisen, har tilsyneladende taget modet fra danskerne med hensyn til såvel at handle som at eje aktier. Den mindre lyst til at eje aktier kan direkte aflæses i danskernes handelsadfærd hvad angår køb og salg af aktier, der langt fra har været optimal siden finanskrisens udbrud," skriver han.

Privatinvestorer reagerer ofte for sent og dermed forkert i forhold til aktiemarkedernes bevægelser. Og Nykredits data viser da også, at private danske aktieinvestorer i perioden fra slutningen af 2007 og frem til marts 2009 købte aktier for knap 11 mia. kr. netto.

Men aktiemarkedet tabte i perioden 58 procent som følge af finanskrisen.

"Tabene forbundet hermed har formodentlig være medvirkende til at danskerne herefter ændrede adfærd og i overvejende grad er blevet nettosælgere af dansker aktier for i alt 12 mia. kr. frem til april 2011," skriver økonomen.

I forhold til en situation, hvor de blot havde beholdt deres aktier, har de private investorer samlet set med deres dårlige timing vinket farvel til mere end 100 mio. kr. om måneden i perioden.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu