Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Private kaster aktiefrygt over bord

Den bedste aktiemåned nogensinde har givet investorerne blod på tanden. Men private aktionærer har det med at købe på toppen.

Efter omkring to års elendighed på verdens markeder, fik aktierne et ordentligt boost i april. Både i Danmark og på de store børser i USA og Europa fik aktionærerne en tiltrængt opmuntring med rekordstore stigninger for mange indeks.

April bød også på rekordafkast til de 850.000 danskere, der investerer i investeringsforeninger. Alt i alt tjente foreningerne lidt under 40 milliarder kroner til investorerne i april.

De store fremgange har lokket de private investorer på banen igen. Det har blandt andet givet sig udslag i en rekordstor omsætning hos onlinemægleren Nordnet, som for første gang nogensinde passerede 100.000 handler på én dag. Heraf blev godt 15.000 handler foretaget af danske investorer. Også Nordea melder om stor fremgang for privates handel med aktier, skriver Børsen. Avisens eget Privatinvestorindeks viser lige nu den største optimisme på aktiefronten siden maj 2007.

Men private investorer har det med at komme for sent til gildet, når en aktiefest sætter ind, og de privates andel af omsætningen har været kraftigt faldende de senere år. Historisk set er netop de private investorers indtog på markedet et signal om, at aktierne skal falde tilbage igen.

"Det kan betyde en øget risiko for tilbagefald på kort sigt. Også fordi markedet er steget så hurtigt. Omvendt kan vi se, at mange af vores kunder var nettokøbere under nedturen i årets begyndelse og i efteråret, og at flertallet af kunderne har benyttet opturen i april til at sælge ud og tage gevinsten," siger Nordnets mæglerchef Max Gandrup til Børsen.

Nordeas aktiestrateg Henrik Drusebjerg er enig i, at der fortsat er stor risiko på aktiemarkedet, men han mener, at både fremgangen i antallet af private investorer og deres adfærd er et tegn på, at en egentlig aktiekultur er på vej til udvikle sig i Danmark.

"Danskerne har læst på lektien. Trods dystre udsigter for verdensøkonomien har vi set danskerne købe aktier påde store kursfald, vi har oplevet de seneste ni måneder," siger Henrik Drusebjerg til Børsen.

Ved indgangen til 2005 stod private investorer for omkring 20 procent af handlerne på børsen i København. I marts var det omkring 12 procent efter et dyk helt ned under 10 procent i efteråret 2008, viser tal fra Værdipapircentralen. Værdien af de private handler er faldet fra 3,2 procent af omsætningen på børsen til 2,5 procent i marts.

Læs også: Pas på næste bølge i krisen

 




Markedet lige nu