Den kolde, triste og mørke januar er ofte en varm og god måned på aktiemarkedet.
6. december 2009, 07:00 – opdateret 2. november 2010, 14:42
Kurserne har det i hvert fald med at stige pænt. Måske fordi en masse nye pensionsmidler indbetales op til nytår og derefter placeres i januar. Måske fordi en del realiserer tab på aktier op til nytår af skattemæssige grunde, og så hopper ind i nye aktier efter nytår.
Eller måske fordi mange tror, at kurserne altid stiger i januar, og derfor køber stort op af frygt for, at de ellers går glip af store gevinster. Den særlige januar-effekt er noget, der snakkes meget om på aktiemarkedet, og sandt er da også, at januar er en måned for store beslutninger mange steder, og at kurserne historisk set er steget mere i januar end de fleste andre måneder på året. Men det er ikke nogen klippefast regel, at aktierne altid stiger i januar.
Det er ofte også kun nogle ganske få procent, aktierne stiger i visse år. Så måske viser januareffekten sig igen i år, men ingen kan sige det med sikkerhed.



































































