Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Overraskende nøgletal sender olien op

Råvaremarkedet er overvejende optimistisk fredag morgen

Råvaremarkedet er overvejende optimistisk fredag morgen drevet af positive udmeldinger fra Grækenland om hjælpepakkeforhandlingerne samt nøgletal fra USA, der overraskede særdeles positivt.

Antallet af nytilmeldte ledige i USA var 348.000 i ugen frem til 11. februar, og det var noget lavere end de 365.000, som analytikernes konsensus lå på ifølge Bloomberg News. Tallene afspejler en bedring for økonomien i USA, som er verdens største forbruger af råolie.

- Det næste par måneder, skulle efterspørgslen efter olie gerne blive bedre. Olieefterspørgslen i Europa er ikke så stærk på grund af uroen om Grækenland. Når der er blevet taget hånd om de spørgsmål, vil den økonomiske situation i de udviklede lande være i bedre form, siger Tetsu Emori fra Astmax til Bloomberg News.

WTI-olien stiger 0,2 pct. til 102,54 dollar per tønde, mens Nordsø-olien, Brent, også går frem med 0,2 pct. og handler i 120,35 dollar per tønde.

Oliepriserne ser ud til at træde ind i usikkert territorium den kommende uge, hvor de øgede spændinger mellem Iran og de vestlige lande kan få betydning for forsyningen. Ifølge Bloomberg News spår 15 af 37 analytikere prisstigninger i næste uge, 12 spår prisfald og 10 spår ingen markante ændringer.

Også guld stiger en tand i værdi fredag morgen. Dollar, som har haft for vane at blive handlet i modsat retning af guld den seneste tid, er blevet svækket i morgenens løb. Det sender guldprisen op med 0,3 pct. til 1733,20 dollar per ounce.

Kobberprisen stiger ligeledes på indikationerne af et opsving i den amerikanske økonomi. Kobber lå tidligere på morgenen til et plus på 1,4 pct. og kostede 8419,75 dollar per ton.

 




Markedet lige nu