Plusser i Europa smittede af på de danske aktiemarkeder, hvor C20-indekset endte 0,2 pct. højere og dermed vekslede formiddagens tab.
8. september 2010, 17:23 – opdateret 8. september 2010, 17:45
Stigningerne udsprang af Portugal, hvor regeringen havde gennemført en succesfuld auktion af statsobligationer.
C20-toppen blev domineret af Danisco og Carlsberg, efter pæne analytiker-anbefalinger. Uden for C20-regi endte Amagerbanken 30 pct. lavere efter spekulationer om yderligere kapitalbehov.
- Refinansieringen i de sydeuropæiske lande som Portugal er gået bedre end ventet, og det tiltrækker fokus i en periode, hvor der ikke rigtig er sket så meget andet. Der skulle derfor ikke så meget til før vi så et rebound, sagde Jesper Bamberger, aktierådgiver hos Nordea til RB-Børsen.
Danisco-aktien endte 1,9 pct. højere i 450,1. Jyske Bank satte fokus på ingredienskoncernen, som ventes at komme med en opjustering i kommende kvartalsregnskab.
- Danisco har haft en flot start på året, og vi finder det sandsynligt, at selskabet vil opjustere egne forventninger i forbindelse med første kvartals regnskab 21. september, skrev Jyske Bank i en aktiekommentar.
Chr. Hansen-aktien sluttede 2,9 pct. højere i 106,9 og fik optaget dækningen af Carnegie med "outperform".
Novozymes lukkede 2,1 pct. højere i kurs 729.
A.P. Møller - Mærsk endte 0,4 pct. lavere i 44.810. Mangel på kølecontainere får Maersk Line til at stoppe brugen af 20 fods kølecontainere - reefercontainere - på visse ruter fra Oceanien (Australien, New Zealand og Stillehavsøerne) til lande i Europa og Afrika.
Amagerbanken lukkede med et fald på yderligere 35,5 pct. pct. til kurs 6,9 oven på tirsdagens fald. Der var spekulationer i markedet om hvorvidt, redningspakken på 750 mio. kr. er nok til at dække bankens kapitalbehov.
Novo Nordisk endte 0,4 pct. lavere i 515,5, efter tirsdagens fremgang på 2,2 pct. Der var nyt om Novo Nordisks salg af sin andel i amerikanske Zymogenetics.
- Novo Nordisks forestående salg af koncernens ejerandel i det amerikanske biotekselskab sker til en attraktiv pris, vurderede Novo Nordisk koncernfinansdirektør Jesper Brandgaard over for RB-Børsen.
Den danske medicinalgigant står til en engangsindtægt på 1,1 mia. kr., efter et Bristol-Myers Squibb køb af Zymogenetics. Novo Nordisk ejer 26 pct. af Zymogenetics, men frasalget er for lille til at ændre på Nordeas holdning til Novo Nordisk, skrev Nordea.
Carlsberg fik løftet sit kursmål op til 629 fra 570 af finanshuset Exane, der har anbefalingen "outperform". Carlsberg-aktien lukkede 1,6 pct. højere i 568. Lundbeck steg 1,5 pct. til 92,3.
Britiske apoteker har svært ved at få "mærkemedicin" og venter, det bliver værre fremadrettet. Det viste en undersøgelse i "The Annual Chemist and Druggist Stock Survey". Blandt de produkter, der er en mangelvare, er Lundbecks antidepressive middel, Cipralex. FLSmidth-aktien endte 0,8 pct. højere i 371,5. Selskabet modtog i sent onsdag en ordrer fra Chile på kobber til Minera Escondida, der ejes af minegiganten BHP Billiton.
RB-Børsen




























































