Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Online-mæglere stormer frem

Mange danskere er blevet sure på deres bank under finanskrisen. Derfor begynde mange at pleje deres pensioner og værdipapirer selv via en billig internet-mægler, der lokker med billig handel med både aktier, obligationer og investeringsforeninger.

De billige online-mæglere, som tilbyder billig handel med både aktier, obligationer og investeringsforeninger på nettet, men også mulighed for at investere pensionspenge på egen hånd, stormer frem i Danmark.

Nordnet er således nu oppe på at have en markedsandel på seks procent af omsætningen på Københavns Fondsbørs. Dermed er kun Danske Bank, Nordea og Enskilda Banken større på aktiehandel herhjemme. Når det gælder antal handler er Nordnet oppe på at have hele ni procent af omsætningen på Københavns Fondsbørs.

»Over det sidste år, har vi fået betydeligt flere private kunder, så vi nu er oppe på at have 17.000 i Danmark. Det er formentlig finanskrisen, der er kommet os til gavn, fordi flere er blevet utilfredse med deres bank, og er begyndt at handle aktier eller andre værdipapirer selv,« siger Max Gandrup, der er direktør for Nordnet i Danmark.

Også E*Trade Bank går frem. Deres markedsandel er nu på 4,38 procent målt på omsætning, hvor den var nede på 3,65 procent ved nytår.

Fremgang i norden

E*Trade Bank var i flere år den eneste online-mægler herhjemme, som kunne modtage pensionsmidler. Men det har Nordnet nu også åbnet for fra og med 1. juni i år.

Det er dog ikke kun i Danmark, at de to online-mæglere ekspanderer. Det sker også i andre nordiske lande.

Nordnet har således for ganske nylig købt internetmægleren EQ Bank i Finland, så de nu er oppe på at have 300.000 kunder i hele Norden. I Danmark startede de i 2001 og bare tre år senere købte de Stocknet.

E*Trade Bank, der ejes af amerikanske E*Trade, er for tiden ved at ekspandere i Norge. Det er kun to år siden, at E*Trade Bank gjorde sin entre på det norske marked for aktiehandel, og allerede sidste år blev det til en overskudsforretning. I år er markedsandelen steget fra 1,51 procent til 2,87 procent siden årets start.

»Vi er tilfredse med udviklingen i Norge, hvor vi er gået fra nul til at være den 15. største på to år. Det er en stabil vækst i et spændende marked,« siger Jens Høyer, der er administrerende direktør for E*Trade Bank i Norden.

Han tilføjer, at Norge for tiden har et af Nordeuropas mest lovende aktiemarkeder med en handelsvolumen, der er tre gange større end i Danmark.

»Derfor er det ikke usandsynligt, at vores aktiviteter i Norge inden for en overskuelig årrække vil blive større end de danske,« siger Jens Høyer.

 




Markedet lige nu