Salget af en stor aktiepost i biotekselskabet ZymoGenetics indbringer Novo Nordisk 1,1 mia. kr. (opdateret 09.06)
8. september 2010, 06:50 – opdateret 8. september 2010, 06:56
Bristol-Myers Squibb Company og ZymoGenetics, Inc. har underskrevet en endelig aftale, der giver Bristol-Myers Squibb mulighed for at overtage ZymoGenetics for 9,75 USD pr. aktie kontant.
Transaktionen er enstemmigt vedtaget af bestyrelserne i begge selskaber. Novo Nordisk har været aktionær i ZymoGenetics, Inc. siden 1988. Novo Nordisk ejer i dag 22.143.320 aktier, svarende til knap 26% af aktiekapitalen, og har nomineret to bestyrelsesmedlemmer til ZymoGenetics’ bestyrelse.
"Som en af de større aktionærer med en langsigtet finansiel investering i ZymoGenetics vurderer vi, at Bristol-Myers Squibbs tilbud er attraktivt, og har indgået en aftale med Bristol-Myers Squibb om at støtte transaktionen og acceptere købstilbuddet for vores samlede aktiepost i ZymoGenetics," siger Jesper Brandgaard, koncernøkonomidirektør i Novo Nordisk.
Gennemførelse af købstilbuddet er betinget af sædvanlige vilkår, herunder modtagelse af accept fra aktionærer, der ejer minimum 48.282.192 aktier svarende til ca. 56% af aktiekapitalen, dvs. majoriteten af aktiekapitalen på fuldt udvandet basis.
Det kræves endvidere, at ventetiden i henhold til den amerikanske konkurrencelov Hart-Scott-Rodino Antitrust Improvements Act er udløbet eller bragt til ophør. Såfremt købstilbuddet gennemføres, forventer Novo Nordisk at bogføre en indtægt af engangskarakter på ca. 1,1 mia. kr. i relation til salget af aktierne i ZymoGenetics, Inc.
Dette vil indgå i ‘Resultat af kapitalandele i associerede virksomheder’ under nettofinans i resultatopgørelsen for 2010. Indtægterne fra denne transaktion er ifølge gældende danske skatteregler fritaget for beskatning og ventes at medføre en positiv engangspåvirkning på koncernens effektive skattesats på ca. 1,5 procentpoint.
Sidst opkøbte Bristol-Myer biotekselskabet Medarex for 2,4 milliarder dollars. Ligesom så mange andre medicinalselskaber oplever Bristol-Myer i øjeblikket, at patentet udløber på deres kerneprodukter. Strategien er derfor at opkøbe nye selskaber, der kan skabe en stærk portefølje i den sidste udviklingsfase.
“Opkøbet af Zymogenetics giver os et fuldt ejerskab af lovende biologiske testpræparater, der styrker vores hepatitis C portefølje,” siger Lamberto Andreotti, Bristol-Myers`stopchef i en pressemeddelse.




























































