Nye skatteregler betyder, at det for nogle aktionærer bedst kan betale sig at indkassere et aktietab i år.
28. september 2009, 09:22 – opdateret 2. november 2010, 14:31
Fra næste år vil de fleste aktier, der er ejet i selskabsform, blive beskattet løbende af kursudviklingen. Derfor råder flere banker og rådgivere nu til, at man sælger ud og genkøber aktierne, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Som reglerne er nu, bliver man først beskattet, når man sælger aktierne. Et tab kan derimod trækkes fra i aktiegevinster, og tabet kan fremskrives i flere år. Det er de regler, som rådgiverne opfordrer aktionærer i selskabsform til at udnytte allerede i år.
"Det kan stort set kun gå for langsomt. Men det er vigtigt at få beregnet konsekvenserne," siger Richard Tabori Kraft, der er partner og skatteekspert hos Deloitte, til Jyllands-Posten.
Nordeas seniorstrateg Henrik Drusebjerg siger, at det allerede har afspejlet sig i handlen på fondsbørsen, at nogle investorer kan se en fordel i at sælge aktierne og købe dem igen så hurtigt, som det kan lade sig gøre uden at overtræde skattelovgivningen.
Dansk Aktionærforenings direktør Charlotte Lindholm råder til at skaffe sig den bedste skatterådgiver, inden man haster til at sælge ud.
Lagerbeskatningen kommer kun til at gælde visse aktier ejet i selskabsform og strukturerede investeringsprodukter, mens privates aktier fortsat beskattes ved salg.



































































