De amerikanske markeder følger den globale tendens og åbner onsdag i plus efter gode makrotal fra Kina og Australien. Oveni kommer, at ISM-opgørelsen overrasker positivt. (Opdateret kl. 16:35)
1. september 2010, 16:29
Det blev til en positiv overraskelse, da det amerikanske ISM erhvervstillidsbarometer viste 56,3 for august, hvor analytikerne havde ventet et dyk til 52,8 fra 55,5. En ISM værdi over 50 indikerer vækst. Aktiemarkederne reagerer positivt på ISM-opgørelsen.
Nasdaq Composite stiger 1,8 pct. til 2151, Dow Jones ligger 1,6 pct. højere i 10.174, mens S&P500 løftes 2,2 pct. til 1072.
Danske Bank er positivt overrasket over det vigtige økonomiske nøgletal fra USA.
- Tallet indikerer dermed fortsat solid fremgang i den amerikanske industri på landsplan, i modsætning til de seneste regionale målinger af industrien, som har vist en noget hårdere opbremsning, skriver senioranalytiker i Danske Bank Peter Possing Andersen i en kommentar og tilføjer:
- Tallet går også imod den seneste strøm af dårlige nyheder fra USA. Mens der ikke er tvivl om, at økonomien er inde i en opbremsning, indikerer dagens tal, at det måske ikke står helt så slemt til, som først antaget, skriver Peter Possing Andersen.
H.J. Heinz falder 0,4 pct. til 46,1 dollar. Producenten af det største ketchupmærke i USA har fremlagt regnskab for første kvartal i sit regnskabsår, hvor omsætningen på 2,48 mia. dollar var under forventningerne, og indtjeningen på 240 mio. dollar toppede analytikernes forventninger. Koncernchefen William Johnson anfører, at økonomien er den værste, han har set i 30 år. Han fortæller yderligere, at forbrugerne holder sig til deres indkøbslister, og at de amerikanske forbrugere er i økonomisk hi. Selskabet ser opkøbsmuligheder af alle størrelser i emerging markets, mens selskabet ikke er på udkig i Europa og USA. For helåret venter ketchupproducenten en vækst i indtjeningen pr. aktie på 7-10 pct.
Burgerkæden Burger King stiger 12,5 pct. til 18,5 dollar. Kæden er i forhandlinger med en kapitalfond om et muligt salg, skriver avisen Wall Street Journal, der citerer unavngivne kilder. Det skulle angiveligt være den britiske fond 3i Group, der interesseret i at overtage kæden.
Medicinalgiganten Eli Lilly ligger 1,0 pct. højere i 33,9 dollar. Medicinalgiganten vandt en retssag og fik forbudt generiske versioner af dets stof Strattera, der bruges til at behandle mod ADHD. Eli Lilly er verdens største producent af medicin mod mentale lidelser.
Detailvarekoncernen Saks falder 4,4 pct. til 7,6 dollar. Finanshuset JP Morgan sænker sin anbefaling på aktien til "neutral" fra "overvægt". Det sker, efter at der var opkøbsspekulationer i markedet om Saks, hvilket efterfølgende blev afvist af selskabet koncernchef.
Finanshus blandt vinderne på USA-børserneApple ligger 1,4 pct. højere i 246,5 dollar. Elektronikgiganten planlægger at introducere en opdateret version af sin Apple TV-boks, der inkluderer film fra Netflix, siger personer med kendskab til produktet. Netflix stiger 4,1 pct. til 130,7 dollar.
Mikrochipproducenten Texas Instruments ligger 1,1 pct. højere i 23,3 dollar. Mikrochipproducenten har indgået en aftale med Spansion om at fremstille flashhukommelseschips frem til Juni 2012.
Producenten af udstyr til at teste funktionaliteten af computerchips FormFactor falder 0,6 pct. til 7,0 dollar. Producenten nedjusterer sine forventninger til et niveau omkring 46-48 mio. dollar, hvilket er klart under analytikernes forventninger på 57,3 mio. dollar.
Olieboreplatformoperatøren Transocean stiger 2,7 pct. til 52,3 dollar. Seadrill, som er ejet af milliadæren John Fredriksen, kan være på vej til at opkøbe olieboreplatformoperatøren. Det skriver det norske nyhedsbureau TDN Finans.






























































