Moody´s hårde dom sender Amagerbanken i gulvet

Kreditvurderings-bureauet er hård i sin vurdering af Amagerbanken, der ikke kan overleve uden statspenge. Storudsalg af aktien.

Amagerbanken var så småt ved at komme til kræfter på børsen, men et dybt stød fra kreditvurderingsbureauet Moody´s sender bank-aktien fra Amager i gulvet.

Sent tirsdag aften sendte Moody´s sin analyse på gaden, hvor den gav en række danske banker nye karakterer ud fra hvordan deres kreditværdighed er. Her var grovfilen i brug for hele bank-sektoren, men specielt de kommentarer, der knyttes til Amagerbankens tilstand, er barsk læsning.

”Vurderingen afspejler, at banken har en meget beskeden finansiel styrke og har et behov for hjælp udefra i form af hybrid kapital fra staten," siger Janne Thomsen, der er chef for vurderingen af nordiske banker hos Moody's.

Investorerne er ikke glade for Moody´s dom over en den pressede bank og de sender aktien ned med 12 pct. i dag. Aktien har ellers været en solstråle på børsen i år, hvor det er den aktie, der er steget mest.

Tilbage i april søgte Amagerbanken om hjælp fra bankpakke II, men endnu er der ikke truffet en afgørelse om, hvorvidt staten mener, at banken er tilstrækkelig solid til at man ønsker at give den kunstigt åndedræt.

 



Markedet lige nu