AKTIESPIL: Bankaktierne kommer godt fra land fredag, og Danske Bank leder stigningerne på børsen i København. Uden for C20-regi er SAS-aktien flyvende.
12. marts 2010, 10:04 – opdateret 12. marts 2010, 10:08
Generelt er de europæiske fondsbørser præget af en moderat positiv stemning. C20-indekset åbner 0,3 pct. højere i 373,34.
- Finansaktierne leder stigningerne efter torsdag aftens positiv udvikling i USA. Fredag kommer den amerikanske forbruger i søgelyset med eftermiddags detailsalgsopgørelse og forbrugertilliden fra University of Michigan. Novo Nordisk får opmærksomhed med de ventede FDA-meldinger om Byetta Lar, men det kan komme efter lukketid, udtaler aktiechef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.
Danske Bank åbner 1,5 pct. højere i kurs 135,5. De amerikanske banker steg pænt for tredje dag i træk i torsdagens handel. Finansgiganten Citigroup lukkede hele 5,6 pct. højere, efter den adm. direktør Vikram Pandit udtalte, at banken var på vej mod vedvarende profitabilitet. Nordea stiger 0,2 pct. til kurs 56,8.
Novo Nordisk åbner 0,2 pct. højere i kurs 410. Fredag ventes de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA at komme med meldinger om en eventuel godkendelse af Eli Lillys GLP 1-produkt Byetta Lar. Der er tre hovedsenarier; Byetta Lar kan blive godkendt, afvist eller få et såkaldt Complete Respons Letter. Finanshuset Credit Suisse ser 60 pct. chance for, at Byetta Lar bliver godkendt 12. marts eller ganske tæt på dags dato, og sker det vil fokus være på en eventuel advarselsseddel og udformningen deraf.
Finanshuset kalkulerer med 30 pct. sandsynlighed for, at FDA kommer med et Complete Respons Letter, hvilket kan resultere i en forsinkelse og en godkendelse i slutningen af 2010 eller starten af 2011. Så ses der blot 10 pct. risiko for, at der skal laves yderligere studier, hvilket kan give forsinkelse på 1-2 år. Credit Suisse har en outperform-anbefaling på Amylin.
DSV åbner 0,6 pct. højere i kurs 92,45. Deutsche Bank hæver kursmålet på DSV-aktien til 115 kr. fra 98 kr., mens købsanbefalingen fastholdes.
SAS stiger 8,8 pct. til kurs 2,23 efter at luftfartsselskabet har gennemført de sidste aftaler med fagforeningerne og opnået samlede besparelser på 500 mio. skr. årligt.
- De nye aftaler er afgørende for den aktieemission, som SAS skal i gang med, og forhandlingerne har været intensive og konstruktive, siger Mats Jansson, der er koncernchef for SAS. Aktien lukkede torsdag 2,0 pct. højere i kurs 2,05.
RB-Børsen




























































