Hvis SAS får en milliardbøde for kartelsamarbejdet inden for Cargo, så vil det være alvorligt, men ikke livstruende for det skandinaviske luftfartsselskab.
11. september 2009, 08:54 – opdateret 19. maj 2012, 17:10
Det vurderer analytiker i Sydbank Jacob Pedersen over for RB-Børsen.
- Det er da klart af for hver krone, der bliver pålagt i bøde, så bliver selskabet finansielle beredskab svækket. Man er som SAS-investor nødt til at forholde sig til, at der kommer en bøde i den størrelsesordenen, men jeg mener bestemt ikke det river det finansielle grundlag væk under SAS, vurderer han.
Han fremhæver også at SAS er i gang med salg af sin aktiepost i BMI, der så kan afbøde en del af effekten af en eventuelt bøde.
Her og nu er SAS ikke truet på livet, men vi skal se selskabet begynde at tjene penge.
- Problemerne rykker dog tættere på for SAS, hvis bøden bliver på mere end en milliard kroner i forhold til hvis de får en på 250 mio. kr., siger han.
Jacob Pedersen er dog stadig af den klare opfattelse, at regnskabstallene for SAS vil komme til at se bedre ud, og selv en milliardbøde venter han derfor ikke på nogen måde er livstruende for selskabet.
SAS-aktien lukkede torsdag i 3 kr. på børsen i København. Aktien er i år faldet med 29 pct.
RB-Børsen






























































