Bortset fra latinamerikanske aktier er olie steget mest i værdi i 2009. Og der er lyse udsigter for råvarer generelt i det kommende år.
2. januar 2010, 05:55 – opdateret 2. november 2010, 14:43
Investeringer i råvarer som guld og olie har i 2009 givet topafkast. Men adgangen til investeringerne er svær for private og analysen af det fremtidige afkast er heller ikke ligetil.
Stigningerne på råolie og guld har i 2009 været på henholdsvis 71 og 33 procent, og det afspejler først og fremmest forventninger om et økonomisk opsving og vækst - ikke mindst i Kina, der er verdens næststørste forbruger af olie kun overgået af USA.
”Af samme grund forventer vi, at prisen på olie og andre udvalgte råvarer vil stige i 2010,” lyder vurderingen fra Henrik Drusebjerg, seniorstrateg i Nordea.
Men han påpeger også, at investeringer på dette område ikke er ligetil for private.
”Der er begrænsede muligheder, og der er stor forskel på, om du investerer for eksempel i rente guld eller i en minevirksomhed, hvor det også er driften af selskabet, der afgør afkastet,” siger han.
Ved direkte investeringer vil omkostningerne for private være for høje, mener han, og peger på, at flere banker tilbyder værdipapirer, der er knyttede til aktiver som guld, olie og valuta – såkaldt strukturerede produkter.
Guld er en historie for sig, og dens pris har i 2009 nået nye højder – senest da den i december brød i gennem den psykologiske ”barriere” på 1200 dollars per ounce svarende til 211 kroner per gram, og Nordea tilskriver stigningen, at guld anses for at være en sikker havn for investorer, der for eksempel traditionelt stiger, når dollaren falder.
På det gode spørgsmål, hvor meget olie og råvarer kan stige yderligere i 2010 vurderer Henrik Drusebjerg:
”Begrænset udbud af råvarer på grund af mange års underinvestering i ny udvinding kan presse råvarepriserne endnu højere op efterhånden som efterspørgslen igen tager til.”
Og efterspørgslen kan hurtigt stige med USA, Japan og EU ude af recession. De tre står for over halvdelen af den globale olieefterspørgsel.
Andre råvarer som fødevarer kan også stå over for et år med store prisstigninger, vurderer den internationale investeringsbank Goldman Sachs. Prisstigningerne kan omfatte de livsvigtige råvarer, som foruden olien tæller majs, hvede samt okse- og svinekød. Og selv om priserne formentlig vil svinge en del, så vil stigende efterspørgsel og lave lagerbeholdninger sørge for, at den generelle retning er opad i et niveau på godt 17 procent over det næste års tid målt på råvareindekset S&P GSCI Enhanced Total Returns Index.






























































