Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Medvind til FLS på fondsbørsen

FLSmidth tager endnu et hop op, hvilket sker efter en købsanbefaling fra det amerikanske finanshus Goldman Sachs. Eliteindekset C20 stiger svagt.

C20-indeks åbner 0,4 pct. højere i 335,14.

- Det er moderate stigninger, vi ser, men der er en underliggende nervøsitet. Efter torsdagens amerikanske lukketid leverede Dell et svagt regnskab med kursfald til følge. Der er fokus på FLSmidth efter købsanbefalingen fra Goldman Sachs. Parken er ramt af nedjusteringen og aktieemissionsplanen, udtaler afdelingschef for skandinaviske aktier Ole Kjær Jensen fra Sydbank til RB-Børsen.

FLSmidth stiger 5 pct. til kurs 338,5. Det amerikanske finanshus Goldman Sachs nu blander sig i rækken af finanshuse, som på det seneste har øget enten anbefaling eller kursmål på det danske ingeniørselskab. Anbefalingen er i en frisk analyse fra Goldman Sachs torsdag blevet hævet til "køb" fra "neutral", mens kursmålet øgedes til 415 kr. fra 305 kr. pr. aktie. Ifølge finanshuset bekræftede regnskabet for tredje kvartal, at det værste i den økonomiske cyklus er overstået, både inden for cement og mineraler. Selvom aktien er steget mere end 80 pct. i år, tror Goldman Sachs på yderligere fremgang grundet et opsving i ordreindgangen i 2010 og 2011.

Parken Sport & Entertainment dykker 20,3 pct. til kurs 367,5. Selskabet aflagde regnskab efter lukketid torsdag, hvor massive nedskrivninger blev annonceret sammen med planen om en aktieemission. Koncernen venter nu et tab på 255 mio. kr. før renteswaps og skat, hvor der tidligere var ventet et plus på 245 mio. kr. Selskabet vil ny styrke kapitalgrundlaget, hvilket skal ske med en aktieemission. Parken venter at få et provenu på 500 kr. ved emissionen. Provenuet skal bruges til gældsnedbringelse og forbedrekoncernens soliditet.

Simcorp, som sælger software til finansielle virksomheder, aflagde regnskab kort efter torsdagens danske lukketid, hvor det blev til en nedjustering af omsætningsprognosen, mens overskudsgraden blev løftet. Omsætningen forventes nu at blive omkring 180 mio. euro i 2009, hvor der tidligere var ventet en omsætningsvækst på 10 pct. fra 174,7 (192 mio. euro). Til gengæld venter Simcorp en overskudsgrad på 22 pct. i 2009 mod tidligere 20 pct. Simcorp fik en omsætning på 123,5 mio. euro i årets første ni måneder, hvilket er en fremgang på 5 pct. Simcorp falder 6,1 pct. til kurs 1013.

Genmab stiger 0,3 pct. til kurs 90,0. Pipelinemedikament Zalutumumab er i fokus grundet nyt fra Erbitux fra tyske Merck KGAA, som faldt 2,5 pct., efter at EU's sundhedsmyndigheder torsdag aften har afvist Erbitux til brug mod lungekræft, og dermed bekræftes myndighedernes meldinger fra juli 2009. Det skyldes de store risici forbundet med behandlingen sammenlignet med fordelene. Credit Suisse skriver efterfølgende, at man nu må anse sandsynligheden for at Erbitux bliver godkendt til behandling af lungekræft for usandsynlige. Credit Suisse giver Merck KGAA en negativ undervægt-anbefaling, mens sektoren har fået en overvægt-anbefaling.

Byggematerialekoncernen Rockwool International har fået hævet anbefalingen af sin aktie til "outperform" fra "neutral" hos det franske finanshus Exane. Det skriver Bloomberg News. Rockwools B-aktie stiger 2,5 pct. til kurs 524.

RB-Børsen

 




Markedet lige nu