Den aktuelle uro på aktiemarkedet skyldes mest af alt forvirring og kortvarig panik. De økonomiske nøgletal peger nemlig mod fortsat vækst, mener en række økonomer.
26. maj 2010, 07:35 – opdateret 26. maj 2010, 07:42
Bo Overvad, cheføkonom, Alm. Brand Markets:
»En meget stor del af den uro, vi ser netop nu, er psykologisk betinget. For når vi ser på de fundementale økonomiske forhold, så har nøgletallene for de seneste tre-fire måneder været meget positive, og virksomhederne – også de danske – har meldt ud med gode resultater for 1. kvartal og i en række tilfælde opjusteringer. Det, der har skabt usikkerhed, er gældssituationen i Europa, der har fået investorene til at frygte, at væksten skal nedjusteres. Men her er det vigtigt at huske på, at den fremtidige vækst i vid udstrækning vil komme fra Asien og USA, og her er situationen ganske positiv,« siger Bo Overvad, der fortsat mener, at aktier er en attraktiv investering:
»Indtjeningen i selskaberne har så rigeligt fulgt med de aktiestigninger, vi har set det seneste år. Og set i forhold til det afkast, den almindelige rente giver, så vil jeg klart anbefale, at man holder fast i sine aktier. Det er rigtigt, at de finanspolitiske opstramninger, vi ser i Europa i disse dage, vil påvirke væksten. Men opstramningen er nødvendig, og væksten uden for Europa vil fortsat være stærk.
Frank Velling, chefstrateg i Bank Invest:
»Tingene er lidt ud af kontrol i disse dage, og der er også en del, som ser ud til at være tvunget til at sælge aktier på grund af store tab. Men vi råder folk til at tage den med ro. De økonomiske motorer i verdensøkonomien er fortsat relativt stærke. Væksten vil måske sløje lidt af, men hverken USA eller Asien vil blive ramt af en ny recession i år,« siger Frank Velling.
Han er ikke i tvivl om, at det vil være Europa, der i den kommende tid vil mærke krisen mest. Men niveauet når ikke op på det samme, som var tilfældet i tiden omkring finanskrisen.
»Europa vil flirte med recession resten af året, men det har været ventet hele tiden. Lige nu er det bedre at være i aktier end i obligationer, som har historisk lave renter. Man må ikke glemme, at bankmarkedet fungerer. Så dette her er noget meget mindre, end da finanskrisen startede,« siger han.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten