I Flemming Østergaards regeringstid i Parken leverede han kursstigninger på niveau med markedet. Men manglende udbyttebetalinger har kostet aktionærerne dyrt.
23. februar 2010, 10:59 – opdateret 23. februar 2010, 11:25
Flemming Østergaard overtog roret i Parken Sport & Entertainment i sommeren 1997, og fra november 1997 til februar i år steg Parkens aktiekurs med i alt 82 pct. Det er på niveau med udviklingen i de største danske aktier i C20-indekset, der i samme periode steg med 85 pct.
Men alligevel har Parkens aktionærer ikke fået det samme ud af deres investering som hvis de havde holdt sig til de store danske aktier. Og forklaringen er, at Parken ikke har betalt udbytter til aktionærerne, i modsætning til de fleste C20-selskaber. Og det gør en forskel.
For hvis man havde geninvesteret sine C20-udbytter ved at købe nye aktier for pengene, så havde man i dag fået et samlet afkast på 129 pct., eller knap 7,1 pct. om året. Mens det samlede afkast for Parken-aktionærerne alene er kursstigningen i perioden, eller 5,2 pct. om året.
Forskellen lyder måske ikke af meget på årsbasis, men 100.000 kr. investeret i C20-aktier i november 1997 ville i dag være 229.000 kr. værd, mens 100.000 kr. investeret i Parken-aktier i dag ville være 185.000 kr. værd, eller en forskel på 44.000 kr., alene på grund af de manglende udbytter.
Voldsomme kursudsving
Men hvis man havde solgt på det rigtige tidspunkt, ville regnestykket se helt anderledes ud. Fra Flemming Østergaard tiltrådte som topchef i Parken indtil april 2005 fulgte fodboldaktien stort set markedsudviklingen. Men så gik det stærkt.
En kombination af stigende investorinteresse, blandt andet fra den nu fallerede ejendomsmatador Steen Larsen, betød, at Parken-aktien fra slutningen af april 2005 til slutningen af april 2007 eksploderede fra en pris på 316 kr. pr. aktie til 1.990 kr., svarende til mere end en seks-dobling.
Men finanskrisen fra sommeren 2007 gik hårdt ud over Parken, der netop i den periode i stadigt højere grad fremstod som et ejendomsselskab med et fodboldhold. Fra slutningen af april 2007 til i dag er kursen faldet fra 1990 til 271 kr., svarende til et kursfald på massive 86 pct., eller over 50 pct. på årsbasis.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten