Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mærsks nedtur smitter af på din pension

Hvis du tror, at det kun berører skibsrederne, at landets største virksomhed har hul i kassen, så kig på din pensionsopsparing.

De fleste danskere, der sparer op til alderdommen, har en del af deres penge i A.P. Møller - Mærsk. Dermed er de berørt af, at den hæderkronede olie- og containerkoncerns aktie styrtdykkede, efter at et historisk underskud på 5,5 milliarder kroner for 2009 blev offentliggjort torsdag, skriver Politiken.

»Hele Danmark er afhængig af A.P. Møller - Mærsk. Når det går dårligt for Mærsk, går det dårligt for os alle sammen - også for vores aktier. Vi er et meget lille land med en meget stor virksomhed i den sammenhæng«, siger privatøkonomisk ekspert Kim Valentin fra Finanshuset i Fredensborg til Politiken.

Mærsk var torsdag den aktie på det førende danske indeks, der droppede mest med et fald på knap fire procent, hvilket svarer til cirka 1.200 kroner per aktie.

Folk, som har sat det meste af deres opsparing i Mærsk-aktier, vil opleve en meget direkte effekt. De fleste kan dog tage nyheden med ophøjet ro, forsikrer privatøkonom Las Olsen fra Danske Bank.

»Det er begrænset, hvor meget den typiske dansker taber. De sparer op gennem en pensionskasse eller en investeringspulje, og så er deres investeringer automatisk spredt ud på mange forskellige værdipapirer, så de ikke taber stort på, at en enkelt virksomheds aktiekurs dykker. For langt de flest vil det kun betyde nogle få hundrede kroner, når pensionen skal udbetales«, siger Las Olsen til Politiken.

 




Markedet lige nu