Mærsk-universet er igen kastet ud i en sag til fri fortolkning. Interne aktiehandler for milliarder, som ikke er skjult – men dog dårligt kommunikeret, kan give indtryk af noget suspekt. Juridisk er der næppe noget at komme efter.
6. september 2007, 07:49
Igennem årene er der opbygget et hav af myter og historier omkring landets største virksomhedsgruppe, A.P. Møller - Mærsk, som måske, måskeikke, er så suspekte, som det umiddelbart kunne se ud til.
Jyllands-Posten har gravet en historie frem om interne aktiehandler med skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller i centrum, som efterlader indtrykket af, at storaktionæren foretrækker at operere på god afstand af de øvrige aktionærer i firmaet.
I korte træk går det ud på, at Mc-Kinney Møller umiddelbart før fusionen af de to dampskibsselskaber D/S Svendborg og D/S 1912 i december 2002 til det nuværende A.P. Møller - Mærsk foretog interne aktiehandler for seks mia. kr. Den lille af de to fonde, familiefonden, byttede sig ganske enkelt til en stor portion A-aktier mod at afgive B-aktier. Hokus pokus. Eftersom A-aktierne er udstyret med stemmeret, øgede det selvfølgelig familiens greb om virksomheden. Hertil kommer, at operationen har givet en kursgevinst på over en mia. kr. frem til i dag.
Det prekære
i den ombytning er såmænd ikke ombytningen i sig selv, men at det skulle ske gedulgt. Skibsrederen skrev ganske enkelt et fortroligt brev til Civilretsdirektoratet, hvor han blot ville gøre opmærksom på ombytningen, og en passant spurgte om direktoratet havde bemærkninger. Samtidig anmodede skibsrederen om hastebehandling og om fortrolighed. Og det kan nok være, at den offentlige myndighed i denne sag kunne arbejde hurtigt – og diskret. Allerede samme eftermiddag forelå tilladelsen fra direktoratet.
I går forsvarede Esplanaden sig så med et par bemærkninger om, at »alle oplysningsforpligtelser er overholdt«, bl.a. med henvisning til, at de interne handler fremgår af 2002-regnskabet, altså det regnskab, som kom på gaden hen i foråret 2003, og dermed lang tid efter ombytningen var foretaget. A.P. Møller plejer at fastholde princippet om, at man kun oplyser om det, man pinedød skal informere om ifølge loven. Alt andet er blot snageri.
Professor i børsret
ved Syddansk Universitet, Nis Jul Clausen, har kaldt oplysningen om den interne handel for at befinde sig i en gråzone. Det betyder med andre ord, at der juridisk set ikke er noget at komme efter. Men når det alligevel er værd at opholde sig ved denne interne handel skyldes det en stille forundring over, at det børsnoterede selskab ikke selv er mere interesseret i at undgå at blive omgærdet af disse mange myter. Ombytningen foregik i december 2002, og både børslovgivningen og A.P. Møller-strukturen har ændret sig siden, og det betyder, at noget lignende næppe kan forekomme i fremtiden. Men med denne sag kan en ny myte være under opbygning.
Mytisk var det også i mange år, når omverdenen sjussede sig frem til A.P. Møllers ejerandel i Danske Bank. Officielt var ejerposten forholdsvis beskeden, men der var gæt på både 10, 20, 30 og 40 procent. Indtil ejerposterne blev samlet og omverdenen pludselig en dag fik at vide, at Danske Bank faktisk er et associeret selskab i A.P. Møller med en ejerandel på over 20 procent.
Og dermed blev den myte til virkelighed.
