Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mærsk presset af skidt nyt fra Norge

Aktien i A.P. Møller - Mærsk har mandagen igennem ligget som den mest faldende i C20 med et fald på godt én procent i et ellers svagt positivt marked.

Baggrunden er umiddelbart en let skuffende nyhed fra partneren Lundin Petroleum fra en efterforskningsbrønd i efterforskningslicensen PL501 i det store Avaldsnes-felt.

Maersk Oil har 20 procent af PL501, hvis licens opereres af Lundin Petroleum. Feltet ligger i Nordsøen, og resultaterne er fra efterforskningsbrønden 16/5-2S.

- Resultatet af denne boring i den sydlige del af Avaldsnes-feltet er under vurdering, og kommer sandsynligvis til at mindske de nuværende ressourceestimater for området, skrev Lundin i en meddelelse mandag morgen.

Selskabet vil nu gennemføre yderligere undersøgelser, for at se, om resultatet fra boringen er et lokalt fænomen. Lundin Petroleum understregede senere over for TDN Finans, at der "overhovedet ikke" er ændret noget ved antagelserne for olieforekomsten i resten af PL501.

Det til trods er aktien i Lundin Petroleum faldet med hele 14 procent mandag.

Netop Avaldsnes-feltet fik meget omtale i efteråret, da Lundin Petroleum og Statoil hævede estimaterne for feltet voldsomt til mellem 800 og 1800 mio. tønder olie fra tidligere 100 til 400 mio. tønder.

- Det er rigtig gode resultater for vores strategi om at opbygge en væsentlig langsigtet forretning i Norge og for Maersk Oils forsøg på at erstatte og udbygge reserverne, sagde chef for Maersk Oil Norway Morten Jeppesen i efteråret.

Avaldsnes-feltet blev opdaget i september 2010 og er desuden forbundet med et andet felt, Aldous Major South. Statoil har tidligere sagt, at Aldous Major South har et potentiale på omkring 400-800 mio. tønder olie.

- Næste skridt er at fortsætte prøveboringer og evaluere resultaterne, samt at planlægge udviklingen af disse felter. For at gøre dette hurtigt og effektivt skal Avaldsnes- og Aldous-partnerne samarbejde tæt, og det støtter vi aktivt, forsikrede Morten Jeppesen.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu