Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mærsk Olie og Gas i udenlandsk storoffensiv

Nordsøolien bliver stadig mindre vigtig for Mærsk Olie og Gas. Selskabet omorganiserer og sætter fuld fart på at udvikle oliefelter i en række nye lande. Samtidig pønser selskabet på partnerskaber for at optimere produktion og efterforskning.

Grafik: Mærsks verdensomspændende olieeventyr

Det begyndte som en slags lodseddel for Arnold Peter Møller for mere end 40 år siden. Siden har A.P. Møller - Mærsks overtagelse af koncessionen til udvindingen af olie og gas fra den danske undergrund udviklet sig til et økonomisk eventyr i milliardklassen for A.P. Møller - Mærsk.

Men med en ny organisationsstruktur og fuld fokus på jagten på nye oliefelter i udlandet gør Mærsk Olie og Gas sig nu for alvor klar til, at olieeventyret i Nordsøen klinger af.

Selv om der så sent som i går blev gjort et nyt oliefund i Nordsøen, falder produktionen af olie og gas langsomt, men sikkert i de danske felter. Derfor har Mærsk Olie og Gas de seneste år jagtet nye udenlandske aktiviteter og er allerede aktiv i bl.a. Algeriet, Qatar, Brasilien og Angola. Nu lancerer selskabet en ny organisationsstrategi, som skal gøre det muligt at udnytte de mange kompetencer fra Nordsøen til at jagte olie globalt.

»Mærsk Olie og Gas står midt i en udvikling, hvor vi øger indsatsen for at sikre os en bred geografisk base. Vi har i mange år fokuseret på de danske aktiviteter i Nordsøen, senere er bl.a. Qatar og Storbritannien kommet til. Nu er det naturligt, at vi lægger endnu mere vægt på at bruge de kompetencer, vi har fået i bl.a. Danmark, til at udvikle aktiviteterne,« siger Thomas Thune Andersen, der som skibsreder i A.P. Møller - Mærsk har ansvaret som øverste chef i Mærsk Olie og Gas.

Ifølge skibsrederen vil den danske olieudvinding fortsat være en central aktivitet for Mærsk Olie og Gas, og der er ingen planer om at reducere de store investeringer, som fortsat gøres for at holde den danske olie- og gasproduktion oppe.

»Vi investerer massivt i Nordsøen for at sikre, at vi løbende optimerer udvindingen i de danske felter. Samtidig ser vi målrettet på, hvordan vi kan bruge de faglige ekspertiser, vi har opnået, til at udvikle vore forretninger andre steder,« siger Thomas Thune Andersen.

Klart signal
Især to beslutninger sender et meget klart signal om, at Mærsk Olie og Gas er klar til at satse massivt uden for Danmark – uanset at A.P. Møller - Mærsk også er hårdt presset af den økonomiske krise – og af hastigt vekslende oliepriser. Nemlig beslutningerne om at etablere to helt nye indsatsområder, Corporate Technology & Projects, der skal fokusere entydigt på de eksisterende felter, og Projects and Global Production Operations, der skal fokusere på den fremtidige vækst, efterforskning af nye oliefelter, opkøb og større projekter i udlandet.

Signalet til konkurrenter og mulige partnere er altså klart. Mærsk Olie og Gas er klar til at satse, og satsningen bliver med solidt afsæt i egen efterforskning – i stedet for at købe eksisterende felter eller selskaber.

»Det er en hjørnesten i vores virksomhed, at vi selv foretager efterforskning efter olie. Det er der, vi kan skabe grundlaget for den langsigtede forretning. Men det er en aktivitet, som er langsigtet, og som kræver store investeringer. Derfor er det vigtigt for virksomheden, at vi har en portefølje af aktiviteter der efterforskningsmæssigt ligger på forskellige stadier,« siger Thomas Thune Andersen.

Tre-fem års udsigt
Skibsrederen fortæller, at man håber, at en række af de nye efterforskningsaktiviteter i bl.a. Brasilien og Angola vil give resultat om tre-fem år.

Først derefter kan Mærsk Olie og Gas foretage den egentlige forretningsmæssige vurdering af fundene og vurdere, om det er økonomisk rentabelt at indlede produktionen.

Som det ses af grafikken på siden, så er Mærsk Olie og Gas aktive inden for olieefterforskning og udvinding over det meste af verden. For bare få år siden foregik aktiviteten stort set udelukkende i Nordsøen. Men nu henter selskabet olie op i bl.a. Algeriet, Qatar, Den Mexikanske Golf, Brasilien og Angola.

Olien har i mange år været afgørende for de positive økonomiske resultater, som A.P. Møller - Mærsk har leveret. Det kan godt være, at A.P. Møller - Mærsk hører til blandt verdens største rederier og f.eks. er verdens største containerrederi, men en stor del af indtjeningen er blevet hentet i Nordsøen, og ambitionen er, at olien også fremover skal være en afgørende bidragyder til koncernens resultat.

»Den øjeblikkelige topprioritet i Mærsk Olie og Gas er at levere gode økonomiske resultater ud fra de investeringer, som vi foretager. Vi har nøje fokus på at skabe et positivt cash flow, som så igen giver os mulighed for at agere, når der opstår interessante forretningsmæssige muligheder,« siger Thomas Thune Andersen.

Den økonomiske skrue må nødvendigvis være strammet på grund af den økonomiske krise. Har I handlefrihed til at forfølge nye muligheder i øjeblikket?

»Vi ser meget nøje på, hvordan vi bruger de midler, vi har til investeringer. Det kan være, at vi her og nu ser mere på, hvad vore investeringer kan give igen på kortere sigt, mens vi på et andet tidspunkt ser mere langsigtet på investeringerne,« siger Thomas Thune Andersen.

Den økonomiske nedtur kunne måske også give jer mulighed for at købe op. Er det aktuelt for Mærsk Olie og Gas?

»Vi følger med i, hvad der sker. Opstår der f.eks. muligheder for at etablere partnerskaber, hvor vi sammen med andre bedre kan udnytte vore produktionsapparater, så er det bestemt interessant,« siger Thomas Thune Andersen.

 




Markedet lige nu