Det danske aktiemarked stiger onsdag for anden dag i træk, hvilket bringer C20-indekset i det højeste niveau siden 1. august.
1. februar 2012, 13:25 – opdateret 1. februar 2012, 13:32
En positiv stemning præger onsdag ligeledes de øvrige børser i Europa. Herhjemme fortsætter Mærsk-aktierne fremgangen efter tirsdagens varslede rateforhøjelse.
- Det ser rigtigt fint ud på markedet, som er drevet af optimisme om og tro på, at tingene bevæger sig i den rigtige retning, også i forhold til gældskrisen i Europa. Det er de mere konjunkturfølsomme aktier og de finansielle aktier, der trækker fra land i Europa, og det er også et billede, vi ser herhjemme, siger aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
C20-indekset ligger ved 13-tiden 1,1 pct. højere i niveau 412,93. Mærsk A og B ligger helt i toppen af indekset med stigninger på 3,5 til henholdsvis kurs 41.360 kr. og 43.320 kr.
- Herhjemme trækker Mærsk mest op, ligesom det var tilfældet tirsdag. Stigningerne kommer i kølvandet af meldingerne fra Mærsk og flere af konkurrenterne om, at man vil hæve raterne per 1. marts på ruterne fra Asien til Europa, siger Martin Munk.
Mærsk lægger op til en ratestigning på ikke mindre end 775 dollar per tyvefodscontainer, hvilket er omtrent en fordobling i forhold til det nuværende spotniveau. Dermed ikke sagt, at det rent faktisk er muligt at få trumfet ratestigningerne igennem over for kunderne, men lignende meldinger fra konkurrenterne styrker forventningerne om, at det rente faktisk kan lade sig gøre at presse raterne opad.
- Jeg gør mig ingen illusioner om, at hele denne her ratestigning vil gå igennem til kunderne, men hvis mange spillere melder ud samtidig, vil det være lettere at få dele af den igennem. Så det, at Mærsk nu går med, kan være med til at redde lidt af 2012, sagde A.P. Møller - Mærsk analytiker hos Sydbank Jacob Pedersen tirsdag til Ritzau Finans.
Bankerne viser også gode takter onsdag. Nordea stiger 2,3 pct. til kurs 48,52, Sydbank stiger 2,2 pct. til kurs 98,95, og Danske Bank ligger 1,2 pct. højere i kurs 84.
Vestas klarer sig dårligst i C20 med et fald på 0,4 pct. til kurs 63,85. Storbanken Credit Suisse har sænket kursmålet på aktien til 50 kr. fra tidligere 60 kr.
Dagens hidtil største taber på det hjemlige marked er AaB, der falder 11,6 pct. til kurs 1,45, efter at selskabet har måttet restrukturere, nedjustere og se sin direktør forlade virksomheden. Selskabet venter nu et underskud på 35-40 mio. kr. for 2011 mod et tidligere estimeret tab på 30 mio. kr. Samtidig varsles det, at ishockeyholdet skal sælges eller lukkes ned.
- Vi får nogle spændende tal fra USA i eftermiddag. ISM for industrien er et af ugens vigtigste nøgletal sammen med jobrapporten på fredag, tilføjer Martin Munk.
Der offentliggøres kl. 14.15 den private beskæftigelsesrapport ADP, som måske kan give en indikation af, hvordan den officielle jobrapport fredag kommer til at se ud. ISM-indekset, der offentliggøres kl. 16, ventes at vise en stigning i januar til 54,5 fra 53,1 måneden før.






























































