Muligheden for en opjustering af forventningerne til årsresultatet er til stede i det kvartalsregnskab, A.P. Møller-Mærsk fremlægger i dag.
11. november 2009, 16:55 – opdateret 12. november 2009, 06:15
Det fremgår såvel af kommentarer fra et par aktieanalytikere som af de estimater, RB-Børsen har indsamlet i ugen op til offentliggørelsen af regnskabet.
- Muligheden findes, konstaterer aktieanalytiker i Formuepleje, Stephen Rammer.
Og hvis opjusteringen kommer, er den ifølge analytikeren begrundet i en bedre udvikling i containerforretningen, Maersk Line.
- Det er igen aktiviteterne i Maersk Line, der er det centrale i regnskabet. Raterne er steget - globalt og især på Europa-Fjernøsten, og det er et udtryk for, at der er taget kapacitet ud, og at efterspørgslen ikke falder så meget, påpeger han.
Aktieanalytiker Dan Togo Jensen i Handelsbanken mener, at A.P. Møller-Mærsk kunne løfte forventningerne til et underskud på 3-4 mia. kr. for hele 2009 sammenlignet med et skøn på minus 6 mia. kr. i halvårsregnskabet, der blev offentliggjort medio august. Men han venter ikke, at koncernen vil gøre det.
- Vi mener, at genopretningen af raterne på Europa-Asien vil løfte indtjeningen i containerforretningen hjulpet af øgede mængder i Q3, argumenterer Dan Togo Jensen.
A.P. Møller - Mærsks eget skøn var baseret på kun beskedne gennemsnitlige ratestigninger i andet halvår.
Estimater indsamlet af RB-Børsen blandt peger mod et nettounderskud for 2009 på 4,3 mia. kr. eller 1,7 mia. kr. bedre end rederikoncernens egne forventninger.
Omsætningen ventes reduceret til 259 mia. kr. i 2009 fra 312 mia. kr. i omsætning sidste år. Spørgsmålet er, om en opjustering af resultatskønnet er indregnet i den aktuelle kurs på A.P. Møller - Mærsk aktien. Men det er ikke tilfældet, mener Steven Rammer.
Han spekulerer derimod på, hvor holdbart opsvinget i raterne og containermarkedet er.
- Kapaciteten kan hurtigt vende tilbage. Der er taget skibe ud, som kan genindsættes, og der sejles langsomt for at begrænse kapaciteten - og farten kan sættes op igen. Derfor er der også krav om, at de eksekverer på omkostningsreduktionerne, og spørgsmålet er, om de kan overraske på den konto, påpeger Stephen Rammer.
Med hensyn til analytikernes opmærksomhed står olie- og gasaktiviteterne i skyggen af linie-aktiviteterne.
- Vi vil måske nyt fra deres nye markeder i Brasilien og Angola, mener Stephen Rammer.
Analytikerne mener samlet, at olie- og gasaktiviteterne vil give et 2009-overskud på 6,8 mia. kr. sammenlignet med et overskud året før på 12 mia. kr. Koncernen venter selv, at den mængdemæssige andel af produktion vil være nogenlunde uændret for hele 2009 i forhold til året før.
For det aktuelle kvartalsregnskab venter Steven Rammer at kunne aflæse ratestigningerne i containerresultatet. Under et venter analytikerne et underskud for containeraktiviteterne på små 2 mia. kr. ud af en omsætning på ca. 30 mia. kr., mens gruppens samlede underskud i kvartalet begrænser sig til 549 mio. kr. ud af en omsætning på 68 mia. kr.
Ud af de otte analytikere, der oplyser en anbefaling af aktien, anbefaler de tre "hold", mens fem anbefaler "køb"
RB-Børsen

































