Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mærsk får fodfæste i DFDS

A.P. Møller - Mærsk bliver storaktionær i DFDS og ser aktieposten på 31 pct. som en »langsigtet investering«. Med overtagelsen af Norfolkline sikrer DFDS sig til gengæld pladsen som Nordeuropas største færge- og fragtrederi.

Med et uventet skaktræk rykker A.P. Møller-Mærsk massivt ind i den gamle ærkerival DFDS. Mærsk sælger færgerederiet Norfolklines til DFDS for 2,5 mia. kr. og overtager til gengæld 31 procent af aktierne i DFDS.

»Vi ser købet af Norfolkline som en meget vigtig brik for DFDS. Vi får en størrelse, der sikrer os nye markeder og gode synergieffekter. Når det gælder samarbejdet med A.P. Møller - Mærsk, så har vi lavet en god aktionæroverenskomst, så jeg ikke kan ikke forestille mig, at vi får problemer,« siger Niels Smedegaard fra DFDS.

A.P. Møller - Mærsks Norfolkline har længe været sat til salg, og på rygtebasis har DFDS været nævnt som en af de mulige købere. Alligevel kom det som en stor overraskelse, at A.P. Møller - Mærsk ved at sælge Norfolkline til DFDS samtidig bliver næststørste aktionær i DFDS.

»Vi har haft forskellige muligheder for rene salg, men har vurderet, at denne løsning er den, som giver os størst mulighed for at få del i en mulig værditilvækst. Vi kunne måske have solgt Norfolkline til en højere pris for et par år siden, men ved at eje 31 pct. af DFDS har vi lavet en løsning, hvor vi får del i et rederi, som bliver meget stærkt, og vi mener at have fået en fair pris,« siger skibsreder Søren Skou fra A.P. Møller - Mærsk.

Foreløbig er A.P. Møller - Mærsk låst af en aktionæroverenskomst, der løber i 24 måneder. I den periode vil Mærsk beholde sine aktier - og har dermed lidt tid at løbe på, inden man eventuelt kan hente den værditilvækst, som stigende aktiekurser i DFDS og et salg af deres aktier kan give. Men faktisk udelukker A.P. Møller - Mærsk ikke muligheden for at blive i DFDS' ejerkreds i en længere periode.

»Vi er at betragte som en langsigtet aktionær. Vi har ingen planer om at skulle sælge vore aktier, og man kan sige, at vi mener, at vi værdimæssigt er bedre stillet ved at eje 31 pct. af DFDS fremfor at eje Norfolkline 100 pct.,« siger Søren Skou.

Kunne man i stedet tænke, at I faktisk købte yderligere op i DFDS?

»Det ligger ikke i planerne,«, siger Søren Skou.

I spillet om magten i DFDS har A.P. Møller - Mærsk sikret sig en enkelt plads i bestyrelsen. Resten af pladserne besættes af storaktionæren Vesterhavet A/S, som kontrolleres af J.L. Fondet.

Clippers rolle

Foreløbig handler det for DFDS dog udelukkende om at få lagt de to rederier sammen og få udnyttet den nye styrke og størrelse.

»Vi får adgang til nogle nye markeder, og så skal man ikke glemme, at vi igen bliver aktive inden for logistik til lands, hvor vi bliver en mindre aktør - slet ikke i konkurrence med f.eks. DSV, men alligevel noget vi ser positivt på, og som er vigtigt for os,« siger Niels Smedegaard.

Det er ikke mange måneder siden, at DFDS var tæt på at gå sammen med netop det danske transportselskab DSV. Det ville have skabt en regulær transportgigant, hvor DFDS skulle stå for søtransporten i skøn samdrægtighed med DSVs styrke inden for landtransport. Den handel faldt imidlertid til jorden, da konkurrencemyndighederne sagde nej.

 




Markedet lige nu