Mærsk, Danske Bank og Carlsberg i supernetværk

Professor: Intet tilfælde, at der er så tætte bånd mellem A.P. Møller, Danske Bank og Carlsberg.

De solide bånd mellem tre af dansk erhvervslivs absolutte sværvægtere - A.P. Møller-Mærsk, Danske Bank og Carlsberg - styrkes fortsat. Senest med A.P. Møller-Mærsks opsigtsvækkende ansættelse af Steen Reeslev som ny kommunikationsdirektør og som den mand, der er udset til at være en drivkraft i et mere åbent A.P. Møller-Mærsk. Steen Reeslev er i dag kommunikationsdirektør i Danske Bank og medlem af bankens eksekutivkomite.

Jobskiftet er blot det seneste eksempel på de stærke relationer mellem rederiet, bryggeriet og banken.

Nils Smedegaard, der i dag er administrerende direktør i A.P. Møller-Mærsk, kom fra en stilling som topchef i Carlsberg. Nils Smedegaard er svigersøn til Tage Andersen, der i mange år var direktør i Danske Bank og siden bestyrelsesmedlem i A.P. Møller.

Jess Søderberg, der frem til Smedegaards udnævnelse var direktør i A.P. Møller-Mærsk, blev til gengæld udpeget til nyt medlem af Carlsbergs bestyrelse på generalforsamlingen i mandags.

Historisk set tætte bånd

Per H. Hansen, der er professor i virksomhedshistorie ved Copenhagen Business School og forfatter til en bog om Danske Banks historie, understreger over for RB-Børsen, at det ingenlunde er tilfældigt, at der er så tætte bånd mellem A.P. Møller, Danske Bank og Carlsberg.

- Der har historisk været særdeles tætte bånd mellem virksomhederne, som har betydning den dag i dag. Man kender hinandens styrker og svagheder. Og ved at pege på hinanden til indflydelsesrige stillinger undgår man ubehagelige overraskelser, siger Per H. Hansen til RB-Børsen.

Per H. Hansen påpeger, at det tætte bånd mellem A.P. Møller og Danske Bank reelt stammer helt tilbage fra 1920´erne, da Danske Bank (der dengang blev kaldt for Landmandsbanken) var i så store økonomiske problemer, at den reelt måtte nationaliseres. I forbindelse med Landmandbankens nedtur blev Arnold Peter Møller, Mærsk Mc-Kinney Møllers far, udpeget til bestyrelsesformand for den kriseramte bank.

- Lige siden har der været et overordenligt tæt forhold mellem A.P. Møller og Danske Bank. Formandsposten i banken var med til at skubbe Arnold Peter Møller endnu længere op i hierakiet i dansk erhvervsliv. Og da en del af de statslige aktier i 1930´erne blev solgt, købte A.P. Møller mange af disse aktier, som rederiet den dag i dag ejer, siger Per H. Hansen.

Ifølge de offentligt tilgængelige oplysninger ejer A.P. Møller i dag ca. 20 pct. af aktierne i Danske Bank.

Personsammenfald
Danske Bank har i mange årtier været hovedbank for Carlsberg, og de tætte bånd mellem Carlsberg og Danske Bank har blandt andet vist sig ved, at Poul Svanholm - mangeårig topdirektør i Carlsberg - ligeledes var formand for bestyrelsen i Danske Bank. Samme Poul Svanholm er personligt tæt knyttet til Mærsk Mc-Kinney Møller og er i dag næstformand i A.P. Møller-Mærsks bestyrelse.

Der kan peges på en stribe andre person-sammenfald mellem de tre sværvægtere i dansk erhvervsliv. Jess Søderberg har som repræsentant for rederiet siddet som næstformand i Danske Banks bestyrelse - i dag er det Eivind Kolding, direktør for Maersk Lines, som er næstformand for Danske Banks bestyrelse.

Knud Sørensen, ordførende direktør i Danske Bank fra 1990 til 1998, sidder i dag i A.P. Møllers familiefond, der ejer over 50 pct. af aktierne i A.P. Møller-Mærsk. Tilmed er Knud Sørensens datter, Marianne Sørensen, netop blevet udpeget som finansdirektør i Maersk Contractors og Maersk Supply Service.

- Der er tale om et stærkt netværk, som er blevet udviklet over årtier, og dette netværk bliver løbende vedligeholdt. Et netværk kan selvfølgelig have en odiøs klang, fordi det kan være lukket, men jeg vurderer det nu til at være positivt, fordi man får velkendte og kompetente personer, siger Per H. Hansen.

RB-Børsen

 



Markedet lige nu