Regnskabssæsonen drønede afsted tirsdag, hvor især regnskabet fra industrikoncernen Caterpillar vækkede begejstring hos investorerne. Apple, Texas Instruments og medicinalaktien Pfizer imponerede også, men det var ikke nok til at hive de amerikanske markeder i plus.
21. oktober 2009, 07:25 – opdateret 19. maj 2012, 22:31
S&P 500 indekset lukkede 0,6 pct. lavere i 1091, mens Dow Jones Industrial lukkede 0,5 pct. lavere i 10.041. Teknologi-indekset Nasdaq Composite lukkede 0,6 pct. lavere i 2163.
Den amerikanske producent af store entreprenørmaskiner Caterpillar steg 3 pct. til 59,6 dollar, efter at industrigiganten aflagde regnskab for tredje kvartal, hvor indtjeningsforventningerne til helåret blev hævet. Caterpillar opnåede en indtjening eksklusiv ekstraordinære omkostninger på 64 cent pr. aktie i tredje kvartal sammenlignet med analytikernes forventninger på blot 5 cent pr. aktie. Også omsætningen var bedre end ventet, om end de 7,3 mia. dollar, kun var 0,1 mia. højere. Caterpillar opjusterer sin EPS-indtjeningsprognosen for helåret til 1,85-2,05 dollar pr. aktie i forhold til tidligere prognose på 1,15-2,25 dollar i 2009.
Analytikernes forventninger lå her på 1,48 dollar pr. aktie. Omsætningen ventes at stige mellem 10-25 pct. i 2010 sammenlignet med forventningerne for i år, som ligger på 32-33 mia. dollar.
Coca Cola faldt 1,3 pct. til 54,1 dollar, efter at læskedrikkoncernen tirsdag har aflagt sit regnskab for tredje kvartal, hvor EPS-indtjeningen er på linje med forventningerne, mens omsætningen er lidt svag. Coca Colas omsætning faldt til 8,04 mia. dollar fra 8,39 mia. dollar for samme kvartal i fjor og her havde analytikerne sat næsen op efter 8,11 mia. dollar. EPS-indtjeningen ekskl. engangsudgifter endte på 82 cent per aktie, mod analytikernes forventning om 81 cent per aktie.
Den amerikanske medicinalgigant Pfizer lukkede 0,3 pct. lavere i 17,9 dollar, efter at selskabet i forbindelse med sit regnskab for tredje kvartal, hævede sin helårsprognose endnu en gang i år grundet opkøbet af konkurrenten Wyeth for 68 mia. dollar. Pfizer opnåede en indtjening eksklusiv ekstraordinære omkostninger på 51 cent pr. aktie i tredje kvartal, hvor analytikerne havde ventet en mindre indtjening på 48 cent pr. aktie. Omsætningen faldt til 11,6 mia. dollar, men var marginalt bedre end forventningerne om en omsætning på 11,4 mia. dollar.
Grundet opkøbet af medicinalselskabet Wyeth opjusterer Pfizer helårsprognosen, hvor der nu ventes en omsætning på 49,0-50,0 mia. dollar for 2009, mens EPS-indtjeningsprognosen hæves til 2,00-2,05 dollar pr. aktie og her havde analytikerne forventet en indtjening på 1,97 dollar pr. aktie.
Apple steg 4,7 pct. til 198,8 dollar, efter at teknologiproducenten sent mandag aften præsenterede sit regnskab for sit forskudte fjerde kvartal, hvor både omsætningen og indtjeningen overraskede positivt. Apples omsætning steg 25 pct. 9,87 mia. dollar i fjerde kvartal, hvor analytikerne havde ventet 9,22 mia. dollar.
Det var specielt et stærkt salg af iPhone og Mac-computere som lå bag de overraskende gode tal. Indtjeningen steg med hele 47 pct. til 1,67 mia. dollar eller 1,82 dollar pr. aktie sammenlignet med analytikernes forventninger om en indtjening på 1,43 dollar pr. aktie. Apple kom traditionen tro med ekstremt konservative forventninger, hvor der i første kvartal ventes en indtjening på 1,70-1,78 dollar pr. aktie sammenlignet med analytikernes forventninger på 1,91 dollar.
Mikrochipproducenten Texas Instruments steg 0,6 pct. til 23,7 dollar efter at have leveret en positiv overraskelse mandag efter markedets lukketid. Texas Instruments omsætning faldt 15 pct. til 2,88 mia. dollar, hvor analytikerne havde ventet et fald 2,82 mia. dollar. Indtjeningen faldt 4 pct. til 538 mio. dollar eller 42 cent pr. aktie sammenlignet med analytikernes forventninger på 39 cent pr. aktie. Texas Instruments kom også med prognoser for det igangværende fjerde kvartal som var bedre end ventet.
En time før lukketid onsdag morgen ligger det brede japanske Nikkei 225 indeks 0,1 pct. lavere i 10.323.
RB-Børsen:






























































