Finanskrisen er 80 procents-vedkommende overstået, og vi kan se frem til en vis stabilisering i bankmarkedet. Den økonomiske krise i Østeuropa er stor, men det får næppe nogen betydning for global økonomi. De finansielle problemer i Rusland er overdrevne, som det jo ofte sker, når krisen er værst.
14. marts 2009, 15:05 – opdateret 2. november 2010, 13:42
Alle ser problemer overalt, og der er små tegn på, at de finansielle markeder nærmer sig bunden, som typisk er præget af panik og dommedagsprofetier. Der er grund til at tro, at finansmarkederne faktisk stabiliseres i de kommende 12 måneder. Desværre er der udsigt til, at vi får en meget alvorlig økonomisk krise, som kun lige har taget sin begyndelse. Set i det lys bliver der brug for aktiv finanspolitik i en lang periode.
Finanskrisen har i nogen grad været skabt af banksystemet. I figur 1 har jeg vist markedsværdien for bankaktierne, og det fremgår ganske tydeligt, at vi har haft en boble i vurderingen af bankaktier, som har været endog større end IT-boblen.
Bankerne har ganske enkelt taget for store risici i troen på et evigtvarende positivt boligmarked. Den sidste forudsætning er brudt sammen, og det er hovedårsagen til, at bankerne har så alvorlige problemer. Kursniveauerne afspejler dette, og som det også fremgår af grafikken, er det begrænset, hvor mange tab vi kan få fremover, fordi værdierne ganske enkelt er faldet så meget.
De to amerikanske økonomer Kenneth Rogoff og Carmen Reinhardt har gennemført et studie af de 14 værste finansielle økonomiske kriser i den vestlige verden. I tallene er inkluderet kriserne i USA i 1930erne og Japan i 1990erne. I tabellen figur 2, har jeg vist, hvor meget sådanne kriser koster. Det fremgår, at boligprisfaldene i en gennemsnitlig krise af denne alvorlige karakter er på 36 pct., ligesom aktiemarkedet er faldet 56 pct., og BNP er faldet 9 pct.
Som det også fremgår af tabellen, har USA i denne krise gennemlevet hovedparten af disse prisfald. Boligmarkedet og aktiemarkedet i USA er faldet så markant, at det må betegnes som værre end IT-boblen og 1970erne tilsammen.
Vi har kun et historisk målepunkt for den nuværende krise, og det er USA i 1930erne. Der er grund til at tro, at vi kommer bedre ud denne gang. USA er i gang med en omfattende krisebehandling, og det er min vurdering, at USA kommer igennem krisen før andre lande.
Der er ingen tvivl om, at amerikanerne har haft et overforbrug og en for stor låntagning i mange år, men man skal ikke glemme, at amerikanerne også har nogen af verdens bedste virksomheder, og i øvrigt en tradition for økonomisk og politisk at bevæge sig hurtigt og fleksibelt i kriser. De er ved at genskabe solvensen i banksystemet, og de har tilsyneladende lært at spare op. Ifølge de seneste månedstal sparer den gennemsnitlige amerikaner nu mere op end den gennemsnitlige japaner, og det siger ikke så lidt.
Der bliver ikke nogen hurtig løsning på krisen, men der er grund til en vis, om end behersket, optimisme, hvad angår amerikansk økonomi.
Ser vi på Europa, er billedet noget mere broget. Sydeuropa er i dyb krise, hvilket jeg vil komme tilbage til i en af de næste artikler. Visse lande i Østeuropa er i kollapslignende tilstand, og dette fremgår af figur 3 og 4.
Man skal dog være klar over, at Østeuropa i økonomisk forstand ikke er særlig stor. Det samlede BNP i hele Østeuropa og Rusland inklusive er noget mindre end Tysklands BNP. Med andre ord kunne Tyskland med deres solide finanser rent faktisk finansiere en redning af hele Østeuropa. Pointen er, at Østeuropa-tilbagegangen er alvorlig, men på ingen måde nogen trussel mod hverken Europas eller verdens økonomi. I den forbindelse skal man gøre sig klart, at de østeuropæiske lande har meget forskellig betydning og meget forskellige problemer.
Hele Østeuropa har et BNP, der svarer til Ruslands BNP. Rusland har i øvrigt en ganske fornuftig økonomi. Deres valutareserver og finansielle aktiver har en værdi, der overstiger deres gæld. Rusland er finansielt set et relativt stærkt land, der har det bedre end både Storbritannien og USA.
Rusland kan derfor ikke i nær fremtid gå statsbankerot, medmindre olieprisen falder til nul dollar. Ruslands problem er, at der er manglende tillid til landets evne til at håndtere vestlige investorer. De har ved flere lejligheder udmærket sig ved at tilsidesætte aftaler og relevante investorønsker.
Som det fremgår af figur 4, har Rusland næsten formuemæssig balance (kolonne 2), ligesom de har betalingsbalanceoverskud. Credit Suisse har opgjort en risikoscore, hvor en lav score betyder en lav landerisiko. Som det fremgår ligger Rusland væsentlig bedre end både Storbritannien, USA og andre lande, vi opfatter som meget sikre.
De alvorligt ramte lande i Østeuropa er Baltikum, Bulgarien, Ungarn og Rumænien, som alle har gældsbyrder, der langt overgår deres valutareserver. De lande er i risiko for statsbankerot, med mindre der kommer finansiel hjælp fra IMF eller EU. Dette udgør en trussel, ikke imod Europas økonomi, men mod en række europæiske bankers stabilitet.
Afslutningsvis skal nævnes, at vi i Danmark også har økonomiske risici. Vi har en eksportorienteret økonomi, hvor op imod en tredjedel af vores BNP er skabt af eksporterhvervene. Den kraftige konkurrenceevneforværring over for Sverige, Norge og Storbritannien er en hård udfordring for mange eksportvirksomheder, ligesom den globale recession rammer afsætningen.
Det betyder lidt forenklet, at vi i de kommende år skal investere mere, arbejde hårdere og uddanne os mere effektivt, end de lande vi konkurrerer med. Vi har også haft en stor boligboble, og udbedringen af denne kræver mere opsparing, end vi har været vant til. Det vi har brug for er iværksætterånd, konkurrencementalitet og købmandskab.
Det er ikke tilstrækkeligt med bankpakker. Det har været nødvendigt at stabilisere banksektoren i Danmark, og det er klogt gjort af myndighederne, men de kommende år får vi brug for en stor finanspolitisk indsats og vedholdende investeringer i ekspansive virksomheder, som vi trods alt har i underskoven af Dansk erhvervsliv.
For to år siden skrev jeg i artikler i denne avis, at man som investor ikke må glemme obligationer. Nu har vi snart nået et punkt, hvor man skal huske aktierne. På langt sigt er det en god idé at købe 50 pct. aktier til sin pensionsordning, også selv om det for tiden ser risikabelt ud. For den langsigtede investor er tiden kommet til forsigtigt at købe op i aktiemarkedet.
