Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kreditvurderingsbureauer skeptiske

Allerede i sidste uge trak meget mørke skyer sig sammen over den lille bank i Roskilde med massive kursfald til følg, udløst af en over næsen fra det internationale kreditvurderingsbureau Moody's. En række spillere er under pres, mener et andet kreditvurderingsbureau.

Kursdykket, der betød, at banken kunne konstatere tab af mere end halvdelen af markedsværdien siden nytår, blev udløst, da det internationale kreditvurderingsbureau Moody's over for nyhedsbureauet RB-Børsen udtrykte bekymring for, at antallet af nedskrivninger på dårlige lån hos Roskilde Bank ville blive forøget.

»Antallet af problematiske lån vil stige, og Roskilde Bank kommer sandsynligvis til at lave yderligere nedskrivninger. Jeg forudser potentielt større nedskrivninger fra Roskilde Bank, selv om de allerede har hævet niveauet for nedskrivninger,« hed det fra bankanalytiker Eeva Antila, der sænkede sin kreditvurdering af Roskilde Bank.

Roskilde Banks store vækst i de sidste par år og bankens markante eksponering mod store enkeltkunder inden for ejendomssektoren vækker bekymring hos Moody's.

Spørgsmålet er, om flere ubehagelige nyheder er i støbeskeen. Det internationale kreditvurderingsbureau Fitch har for nylig udtrykt bekymring:

»Der er en række mindre spillere, der er under pres på det danske bankmarked for tiden. Nogle af disse banker har haft meget høje vækstrater, og specielt visse bankers eksponering mod udlån til ejendomsudviklere kan vække bekymring,« siger Alexandre Fierry, der er ansvarlig for kreditvurderingen af de nordiske banker hos Fitch.

Roskilde Bank har tidligere meldt ud, at banken arbejder for at nedbringe sine problematiske udlån til ejendomssektoren til 25 procent fra de nuværende 40 procent.

 




Markedet lige nu