Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kommune scorede på aktiekollaps

Fredensborg Kommune tjente 23 millioner kroner på obligationsmarkedet, da aktietabene var på sit højeste sidste efterår.

Et forventet tab på 10 millioner kroner blev på få måneder forvandlet til en samlet gevinst på 13 millioner kroner, som Fredensborg Kommune kunne putte i kommunekassen ved udgangen af 2008, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det skete, fordi investorerne flygtede fra aktierne til obligationerne sidste efterår, og dermed gav obligationerne pludselig et solidt afkast - til glæde for Fredensborg Kommune, der havde cirka 430 millioner fra en sale-and-lease-back ordning placeret i primært danske obligationer.

- Umiddelbart skulle man jo forvente, at finanskrisen også betød tab for kommunens beholdning, men sådan gik det ikke. Som den ene af vores kapitalforvaltere sagde, så forventer de ikke, at vi i vores levetid vil opleve så store udsving igen, siger økonomidirektør Morten Knudsen i Fredensborg Kommune, der fik budgettet forbedret med 23 millioner kroner i forhold til det forventede, alt imens aktionærerne tabte store summer.

Mekanismen lader sig ganske let forklare, her i bagklogskabens klare lys:

- I krisetider sker der typisk det, at folk trækker pengene ud af aktierne for at placere dem andre steder, eksempelvis i statsobligationer, der er en mere sikker investering med et sikkert afkast. Det presser kurserne på obligationer op, forklarer professor Søren Hvidkjær fra Copenhagen Business School og tilføjer, at krisens omfang overraskede alle - og derfor kom det også som en overraskelse, at afkastet på obligationer blev så stort i slutningen af sidste år.

 




Markedet lige nu