Milliardæren Karsten Ree, der ejer 11 procent af Cimber Sterling, er overrasket over flyselskabets nedjustering under tre uger efter børsnoteringen.
18. december 2009, 16:05
Den tidligere ejer af Den Blå Avis, Karsten Ree, må sande, at hans aktier i Cimber Sterling er blevet omkring 20 mio. kr. mindre værd siden børsnoteringen den 1. december. Karsten Ree købte omkring fem millioner Cimber-aktier, og efter gårsdagens nedjustering er aktierne nu faldet med 38 procent siden børsnoteringen.
Selv om aktierne på papiret har gjort et mindre indhug i Karsten Rees milliardformue, er han ikke bitter over investeringen. Han lægger dog ikke skjul på, at han ikke havde set den hurtige nedjustering komme.
”Det kommer også bag på mig, at tallene er så dårlige. Men jeg skal ikke kunne udtale mig om, hvorvidt ledelsen burde have forudset det. Under alle omstændigheder tror jeg ikke, at Cimber er alene om det noget dårligere billetsalg," siger Karsten Ree til Business.dk.
”Jeg skal have møde med ledelsen på mandag, og så ved jeg mere om baggrunden. Jeg var godt klar over, at man kom til at flyve ind i vanskelig tid, men det skal nok rette sig til det bedre. Der er dog ingen grund til at skjule, at det er kedeligt, at aktierne falder. Der er ingen, der kan lide at investere i aktier og se, at de kort tid efter er faldet meget i værdi."
Bliver det en af de få rigtig dårlige investeringer, som vi ser fra din side?
”Nej, det håber jeg ikke. Men jeg tør i virkeligheden ikke udtale mig om det. Det er meget få, der tjener gode penge på investeringer i luftfart. Jeg har bl.a. gjort af det af veneration, og det behøver ikke at blive en god investering lige med det samme. Jeg synes, at opgaven og udfordringen med Cimber er spændende. Der ligger også lidt trods i det, for jeg mener, at vi skal have et stærkt dansk flyselskab."
”Det kan jeg ikke svare på. Jeg skal have en forklaring først, og så må vi se vente at se."
Har du tiltro til, at Cimber-ledelsen kan få selskabet på ret køl?
”Det har jeg. Hvis Cimber-ledelsen ikke kan, er der ingen, der kan. Jeg ved, at de ikke laver krumspring i manegen. Det er fornuftige mennesker, der holder begge ben på jorden.”

































