Kapitalfond: Tid til at købe aktier i Europa

Mens Grækenlands skæbne time for time rykker nærmere en afklaring og investorernes porteføljer svinger op og ned, har verdens største kapitalfond - Blackrock - fundet appetitten på europæiske aktier frem.

1 Kommentar

Med Warren Buffetts tese om, at man skal købe, når frygten er størst, vurderer co-manager hos Blackrocks European Equity Income Fund, Alice Gaskell, at tiden er inde til at købe op.

Blackrock er en voldsom stor spiller i markedet, da kapitalfonden ved udgangen af 2011 havde 3512 mia. dollar under vingerne. Det svarer til 20.082 mia. danske kr. eller i underkanten af 100 gange PFA's investeringsaktiver.

- Vi er alle blevet overrasket over styrken i europæiske aktier siden nytår, for der er meget usikkerhed derude, og vi forventer også meget volatilitet i første halvår 2012. Men vi mener, at de kraftige stigninger er udløst af, at værdiansættelserne er meget attraktive, siger Alice Gaskell til Ritzau Finans og fortsætter:

- I sommeren sidste år var alle fokuserede på de negative nyheder fra den politiske og økonomiske front. Så forventninger og værdiansættelser var ekstremt lave. Siden da har vi gradvist set nogen af de største frygtscenarier forsvinde.

Alice Gaskell refererer specielt til den seneste bedring af den amerikanske økonomi og væksten i Kina. Disse faktorer hjælper samtidig for de europæiske aktier, da halvdelen af indtjeningen i de europæiske selskaber kommer fra uden for Europa.

- Vi ser masser af utroligt gode selskaber i Europa, der er globale ledere på deres felt og har stærke balancer, der er ganske billigt værdiansat, siger Alice Gaskell.

Samtidig noterer Blackrock sig, at der har været en generel flugt ud af europæiske aktier, og at eksponeringen mod disse papirer er på et historisk lavpunkt, hvilket vil styrke et opsving, hvis troen på kontinentet kommer tilbage.

Og det venter Blackrock, at den vil gøre. Kapitalfonden har følere ude og er i kontakt med utallige europæiske selskaber. Alice Gaskells generelle opfattelse er, at disse har oplevet en mindre svækkelse i fjerde kvartal end ventet, mens hun går så langt, som til at kalde stemningen i amerikanske selskaber for optimistisk. Samtidig mener Blackrock, at det lysner på den makroøkonomiske side.

- Markedet har accepteret, at Grækenland er bankerot. Det vil ikke være en nyhed for nogen, når det sker. Det kan give lidt udsving kortsigtet, men markedet priser i øjeblikket ikke ind, at Grækenland kan betale sin gæld, fortæller Alice Gaskell og fortsætter:

- Samtidig har politikerne arbejdet meget hårdt på at håndtere det græske problem, så en bankerot ikke spreder sig til de andre risikolande. De har gjort et godt stykke arbejde i at bygge en mur op omkring Grækenland ved at tilføre bankerne store mængder likviditet.

Uden for Grækenland hæfter Blackrock sig ved, at mere teknokratiske regeringer i Spanien og Italien har gennemført, eller er ved at gennemføre, markante finanspolitiske opstramninger, der bør forbedre landenes situation.

Blackrock venter samtidig yderligere tiltag fra ECB og de europæiske politikere ud over de eksisterende redningspakker og likviditetstildelingen gennem LTRO. Det vil yderligere hjælpe på situationen og støtte casen om, at man skal gå ind i de europæiske værdipapirer nu.

- ECB kan fortsat sænke renterne yderligere, og der er anden runde af LTRO på vej, der kan blive endnu større end den første runde, der støttede økonomien og aktiemarkedet markant, siger Alice Gaskell og fortsætter:

- Hvad politikerne mere kan gøre afhænger af forhandlingerne mellem de største lande i EU. De vil afgøre, om ECB kan gøre mere og måske følge Bank of Englands tiltag. Vi mener ikke, at ECB har gjort det særligt klart, hvor langt de vil fravige deres nuværende mandat.

Alt i alt er Blackrock optimistisk omkring fremtiden. Der er masser af muligheder for kinesiske stimuli oven på et års opstramninger i verdens økonomiske damptog, og i USA ser økonomien stærkere ud, end nogen havde ventet.

- Vi tror ikke, vi skal tilbage til årelange perioder med stabil vækst, som vi så det i 90'erne. Vi er i en anden verden nu. Men som Warren Buffett siger, så skal man være grådig, når andre er frygtsomme, og frygtsom, når andre er grådige. Lige nu er folk meget frygtsomme. Der er også meget at frygte, men vi ved, hvad det er, og det er i høj grad indregnet i kurserne, afslutter Alice Gaskell.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Motivet til meldingen?

Når en større kapitalfond kommer med den melding er det nok snarere fordi, man ønsker at sælge, inden en korrektion sætter ind.



Markedet lige nu