Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kæmpetab på løfterige investeringer

Private danskere lokkes med løfter om høje afkast stort set uden risiko, men desværre har langt de fleste investeringer i formueselskaber været lig med kæmpe tab.

Det er på forbløffende vis lykkedes for et af Sydbanks formueselskaber at tabe 94 procent af formuen på godt et år. Det svarer til, at en investor, som har smidt 100.000 kroner i selskabet FormueEvolution II, sidder tilbage med 6.000 kroner i hånden. Så i stedet for at have råd til et helt nyt køkken, er der nu kun penge til køleskabet.

Også andre formueselskaber har været endog særdeles gode til at tabe investorernes penge. Jyske Invest Hedge Markedsneutral obligationer fra Jyske Bank har formået at formøble 66 procent af investorernes penge siden oprettelsen i 2007, Hedgeforeningen Sydinvest II fra Sydbank er skrumpet med 64 procent siden begyndelsen, mens KapitalPleje A.S fra Spar Nord på tre år har smidt halvdelen af investorernes penge væk.

Det viser en stor analyse, som Penge & Privatøkonomi står bag, og som bringes i juli-udgaven, der udkommer i morgen. Månedsmagasinet har undersøgt 22 formue-selskabers evne til at skabe værdi for investorerne, og resultatet er deprimerende: Kun fem af selskaberne har evnet at give investorerne et positivt afkast, siden de blev etableret. De resterende har givet underskud på helt op til 94 procent.

I langt de fleste tilfælde havde det altså været bedre for danskerne at sy pengene ind i madrassen derhjemme og i det mindste have glæde af, at de er bløde at ligge på. Eller investere pengene passivt i C20-indekset over de toneangivende danske aktier. På trods af formueforeningernes højtbetalte forvaltere har de givet investorerne et afkast, som årligt er 13,8 procent dårligere i forhold til C20-indekset.

Horrible resultater

Formueselskabernes horrible investeringsresultater overrasker ikke professor i finansiering på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Peter Løchte Jørgensen, selv om de lover guld og grønne skove i annoncerne:

»Det er ekstremt vigtigt, at alle er meget kritiske over for formue- og investeringsselskabers salgsmateriale. Og hvis de påstår, at de kan slå markedet, skal de røde lamper begynde at blinke, for historien viser, at det ikke kan lade sig gøre på lang sigt,« siger Peter Løchte Jørgensen.

Først og fremmest er det selskabernes høje omkostninger på to til fire procent om året, der gør det praktisk talt umuligt at slå markedet.

Herudover benytter nogle af formueselskaberne sig af gearede investeringer, og det kan forvandle den mest guldrandede investor til en fattiglus på få dage:

»Gearinger er ekstremt farlige, og alle antenner bør være ude, hvis man overvejer at investere i et selskab eller en forening, som gearer. Det er en turboknap, som forkorter vejen til succes eller fiasko markant. Og det kan gå grueligt galt, når det ikke går, som forvalterne havde regnet med,« siger Peter Løchte Jørgensen.

Han er derfor ikke overrasket over Penge & Privatøkonomis analyse, som viser, at 24,2 milliarder kroner placeret i de 22 selskaber på under et år er skrumpet til godt ti milliarder kroner. Det er netop gearingen, der får det til at ramle frem for bare at være et dårligt investeringsår.

Risikovillig kapital straffet

Normalt siger man, at risiko bliver belønnet med højere afkast, men de 22 formue-selskabers performance viser, at det langt fra altid er tilfældet. Tværtimod er risiko i den grad blevet straffet i forhold til en dansker med en ugearet investering i C20.

Formuepleje i Århus, som ellers har fået en del tæsk i medierne for deres performance, klarer sig i Penge & Privatøkonomis analyse generelt bedre end de øvrige formueselskaber. To af Formueplejes formueselskaber klarer sig endda bedre, end en passiv aktieinvestering ville have gjort.

Alligevel erkender en af direktørerne i Formuepleje, Torben Vang-Larsen, at det er svært eller i praksis umuligt at klare sig bedre end markedet på lang sigt:

»Alternativet til vores formueselskaber er en indekseret investeringsforening med lave omkostninger. Eller også kunne man overveje en investering i de ti største C20-selskaber i en køb og behold-strategi,« siger han.

 




Markedet lige nu