Med nye skatteregler får private mulighed for at investere i en langt bredere vifte af obligationer. Fremover bliver det muligt at sætte sin opsparing i obligationer til en højere rente. Der er farer ved de nye regler, påpeger revisor og privatøkonomisk ekspert.
13. juni 2010, 07:38 – opdateret 2. november 2010, 15:10
Med et sæt nye skatteregler bliver det mere givtigt for private at investere i obligationer. De tidligere regler, der gjorde det umuligt for private at investere i obligationer over kurs 100 og med en høj rente, er væk.
Det åbner døren på vid gab for nye investeringer i obligationer. Mere præcist er det den såkaldte kursgevinstlov, der er blevet ændret. De nye regler betyder, at private fremover på samme måde som selskaber og fonde skal betale skat af kursgevinster på danske obligationer og pantebreve.
Men omvendt bliver der også skattefradrag for kurstab på obligationer, og samtidig sættes skatten på renteindtægter gradvist ned ned fra 52,5 procent til 43 procent. Det gør det lige pludselig lukrativt for private at investere i højtforrentede oligationer.
Hertil kommer, at de nye regler medfører, at beskatningen af investeringer i danske og udenlandske obligationer bliver den samme for private. For udenlandske obligationer har kursgevinsterne altid været skattepligtige.
Ens beskatning
Ifølge Danske Bank er det omkring halvdelen af danskernes opsparing, der er investeret i obligationer. Men private har hidtil været tilbøjelige til at investere i danske stats- og realkreditobligationer, der lå under kurs 100 og med lav rente.
»Med de nye regler bliver beskatningen af alle obligationer ens for private investorer. Derved vil der i fremtiden være nogle fordele ved at investere i obligationer over kurs 100. De giver en højere rente og således større løbende betalinger. Hvis man samtidig beholder obligationer til udløb, kommer der et kurstab, som man kan få glæde af rent skattemæssigt,« siger chefstrategi Danske Bank Private Banking, Anders Nellemose.
»Det afgørende for, hvordan den enkelte skal investere, er fortsat vedkommendes risikoprofil og tidshorisont. Men investeringerne i obligationerne bliver langt mindre fastlåst af skatten. Det kan gøre, at den enkelte får langt flere typer af obligationer i porteføljen. Private kan ligeledes med fordel begynde at gå efter udenlandske obligationer,« siger Anders Nellemose.
»De kan i nogle tilfælde give et langt højere afkast, men har også en større risiko,« siger Anders Nellemose.
Højere skat
Den nye lov nåede Folketinget at vedtage, lige inden det gik på sommerferie. Loven gælder for obligationer samt pante- og gældsbreve, der er købt den 27. januar i år eller senere.
Ekspert i privatøkonomi Kim Valentin og seniorkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen er enige i betragtningerne fra Danske Bank. Samlet set giver de nye regler en øget beskatning af privates oligationer, men reglerne er alligevel en fordel, mener Kim Valentin og Henning Boye Hansen.
»Det er helt klart, at reglerne gør det mere interessant for private at investere i obligationer over kurs 100. Bliver de trukket ud, får man et kurstab, som modsat tidligere kan trækkes fra i skat,« siger Henning Boye Hansen, der mener, at danskere som på nuværende tidspunkt ejer obligationer til over kurs 100 bedst kan benytte sig af den nye lov.
»Hvis en investor sidste efterår købte en obligation til kurs 98, som siden er steget til kurs 102, kan vedkommende sælge obligationen og genkøbe den til samme kurs. På den måde får investoren ret til et skattefradrag for kurstabet på obligationen. Men det er klart, at det gælder primært for folk, som har store beholdninger af obligationer. For der er omkostninger forbundet med handlerne,« siger Henning Boye Hansen.
Større risiko
Både Henning Boye Hansen og Kim Valentin påpeger dog også, at der kan være andre effekter af den nye lov. Henning Boye mener, at de private vil få en tendens til at investere lidt mere i aktier, fordi den samlede skat på investeringer i obligationer stiger.
Mens Kim Valentin løfter en advarende pegefiner. Det nye lovsæt kan komme til at betyde, at danskerne tager en større risiko, når de investerer i obligationer.
»Når der er frit slag for privates investeringer i obligationer, får man en ekstra risiko ind i den danske økonomi. De gamle regler med såkaldte blå-stemplede obligationer beskyttede de private investorer. De købte obligationer til under kurs 100 og beholdte dem til udløb. Det giver en meget lav risiko,« siger Kim Valentin.
»Nu giver man los og har samme skat på alle obligationer. Det gør, at det bliver lettere at tage en større risiko. Faremomentet er, at bankerne begynder at udvikle en masse nye obligationsprodukter, der kan være svære at gennemskue for de private,« siger Kim Valentin.
Han fremhæver desuden, at eksempelvis enlige pensionister med en mindre formue skal være opmærksomme på loven. Hvis pensionisterne har deres formue i obligationer med lav rente, har de indtil nu kun betalt en lav skat af deres afkast. Fremover vil kursgevinsten på obligationerne ligeledes blive beskattet og det giver en højere kapitalindkomst, som der er fare for bliver modregnet i pensionerne fra det offentlige.



































































