Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Invester dine penge - uden at blive flået

Det er muligt at investere sine penge uden at blive flået af høje gebyrer eller miste formuen på grund af dårlige forvaltere.

Det er langt fra nødvendigt at finde sig i selskaber eller foreninger, som æder 94 procent af investeringen eller plukker deres kunder med høje omkostningsprocenter.

»Slet ikke.  Man kan overveje selv at sammensætte en bredt diversificeret investeringsportefølje eller investere pengene i en indeksfond, hvor omkostningerne er markant lavere,« siger professor Peter Løchte Jørgensen ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.

Han erkender dog, at det kan være svært at finde indeksfondene på bankernes hylder, fordi bankerne tjener ganske lidt på produktet. Banksælgere vil hellere sælge et produkt, hvor banken skovler penge ind, og det er ærgerligt, fordi det ifølge professoren er det rigtige produkt for mange danskere.

Rådgivere er sælgere

Vælger man at tage et møde med sin bankrådgiver for at finde hoved og hale i junglen af formue- og investeringsselskaber, er et vigtigt hele tiden at have følgende in mente:

»Husk altid, at bankrådgiverne har større interesse i at sælge et produkt, end de har viden om og indsigt i selve produktet,« siger Peter Løchte Jørgensen.

Et billigt alternativ til formueselskaberne er også en billig investeringsforening – eksempelvis Sparindex og LD-Invest. De tilbyder indekserede aktieafdelinger, som giver samme afkast som markedets minus årlige omkostninger på 0,3 og 0,6 procent.

Uanset hvad, er det vigtigt hele tiden at stille skarpt på omkostningerne:

»Lave omkostninger er det vigtigste i det lange løb. Det er det eneste, vi kan være sikre på, når vi investerer vores penge. Samtidig skal man undlade at tro på, at man kan slå markedet. Det er spild af penge at forsøge for den almindelige investor. Det bedste råd er derfor at finde en aktie- eller obligationsfond med lave omkostninger,« siger cheføkonom i Forbrugerrådet, Carsten Holdum.

Læs også: Kæmpetab på løfterige investeringer
 

 




Markedet lige nu